Jeg ved godt, at andre har større problemer med økonomien end jeg har, i disse tider, hvor den siddende regering jo gør sit bedste for at gennemtvinge nedskæringer for dem med begrænsede midler, blot for at kunne få råd til skattelettelser for dem, der har alt så rigeligt i forvejen. For jeg kan i princippet godt klare mig for min kontanthjælp, det er bare de mange ekstra ting, der kan gøre livet bedre, som der ikke altid er penge til. Specielt her først på året havde jeg sidste år økonomiske udfordringer, men det tog jeg mere som resultatet af, at jeg skulle genanskaffe en del af de effekter, der var blevet stjålet fra mig i september 2015, og det medførte et farvel til min løbeklub Sparta, som jeg ellers troligt har betalt til siden 1990, og ligeledes et farvel til min fastnettelefon, da jeg jo ikke brugte nogle af delene nok til at retfærdiggøre den faste udgift. Af det overskud der derefter er tilbage bruger jeg så en del på noget, som andre vil mene er mindre vigtigt. For dels vil jeg gerne have en månedlig mulighed for at dyrke min brydning, da jeg tydeligt kan mærke at det hjælper på at få min krop i gang igen efter blodproppen, og dels vil mine ben gerne fastholde sine regelmæssige løbeture ude i naturen hvor der er blød bund så jeg ikke smadrer mig ved at løbe på asfalt selv om det er hurtigere - og dels vil jeg gerne købe fornuftig og afvekslende mad, og gerne økologisk. Men brydeturene må nødvendigvis finde sted i udlandet, da jeg ikke kender nogle brydeklubber herhjemme hvor man kan bryde uden at det skal være konkurrencebetonet. Og sådanne rejser koster jo penge, ikke bare til transporten, men også til et lejlighedsvist hotel da jeg jo ikke altid kan overnatte hos min modstander. Tilsvarende med de mange ture ud i skoven for at løbe - selv om jeg har Rejsekort skal et sådant jo tankes op fra tid til anden. Selvfølgelig kunne jeg jo også bare tage et arbejde, som regeringen jo konstant fastholder. Men jeg var jo sidste år til arbejdsprøvning, hvor man konstaterede at min arbejdsevne var reduceret til henved en fjerdedel af en normal 37-timers stilling, og det er der jo ingen arbejdsgiver, der kan være tjent med. Men lige siden har jeg søgt om bevilling til et fleksjob, og det har kommunen jo ikke villet give mig endnu. Så selv om det er en ganske fortærsket frase vil jeg alligevel sige: Det er samfundets skyld!