|
|
Nødruten fra Mittelbergferner er tilsyneladende gået i sig selv
|
Onsdag, 01.03.17
|
Da jeg for ti år siden skrev om udviklingen i sommerskiområdet på og omkring Mittelbergferner i bunden af Pitztal i østrig skrev jeg blandt andet følgende i min weblog:
"Nødruten skulle forløbe ned over Mittelbergferner og langs floden Pitze til Mittelberg, og efter lange forhandlinger har bjergbaneselskabet fået lov til at etablere en rute fra gletschertungen til Mittelberg, et arbejde der blev påbegyndt i oktober og kunne afsluttes inden vinteren begyndte. Men under en inspektion kunne man konstatere at der også var banet en vej ned over gletscheren fra bunden af skiområdet til gletschertungen, hvilket der absolut ikke var givet tilladelse til."
Dengang havde jeg omtalt, at jeg den følgende sommer ville besøge Pitztal og bo en uge i Mittelberg, og derved kunne se lidt nærmere på dette omdiskuterede byggeprojekt. Og ganske rigtigt: der var tydeligvis etableret en sti ned over gletschertungen, men den så dog ikke ud til at være så bred, som det var blevet påstået i medierne vinteren forinden - men det skyldes måske også at gletscheren på det tidspunkt i juli 2007 var smeltet ned til isen, og at stien derfor måske snarere var sporene fra bjergbestigere, der var steget op over gletschertungen fra Mittelberg. Og der var tydeligvis en bred sti (eller måske snarere pist), der førte fra gletschertungen ned mod Mittelberg, som også var unødig besværlig at stige op over i stedet for den oprindelige bjergsti, der tidligere havde ført op over bjergsiden mod Mittelbergferner. Ser man på pistekortet for i dag, 2017, er der kun den korte lift, der fører op over gletscheren til restauranten nedenfor Mittagskogel, som jeg allerede dengang i 2007 havde besøgt flere gange, men ingen pist længere ned over tungen af gletscheren og videre ned til Mittelberg. Men det kunne jo også skyldes den grafiske frihed, hvor man ikke bliver afklævet den store nøjagtighed. Da jeg for en uge siden var i Hildesheim så jeg et program på tysk TV om de snemæssige udfordringer ved vinterskiløb i Østalperne, men desværre var der ikke nogle videoklip fra hverken Pitztal eller Ötztal. Så hvis jeg har interesse i at følge denne sag til dørs bør jeg vel besøge området omkring Mittelbergferners tunge på et tidspunkt om vinteren.
Dagblog 29. marts 2007: Kampen om Mittelbergferner fortsætter
Tungen for Mittelbergferner i juli 2007.
|
|