Navigation:    
Start  >  Blog 
> 11. marts 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  I dybden med Thor Lørdag, 11.03.17

Efter Guardians of the Galaxy gik vi inden frokosten videre til dagens hovednummer: de to film om den flotte fyr Thor, spillet af Chris Hemsworth. Jeg havde set den første to gange tidligere på en tur frem og tilbage over Atlanten, hvorimod jeg aldrig havde set den opfølgende film. Thor (1) er forståelig nok når man kender lidt til den nordiske mytologi, men skildrer fint ikke blot fjendskabet mellem Asgård og Jotunheim, men også gnidningerne mellem gamle Odin, Thor (der er udset til at blive hans efterfølger) og Loke (der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen). Thor bliver dog udstødt af Asgård, fordi Odin mener han har genoplivet ufreden mellem Asgård og Jotunheim. I virkeligheden er det dog Loke der konspirerer med Jotunheim. Takket være Bifrosts vogter kommer Thor tilbage til Asgård og knægter fjenderne fra Jotunheim, som Loke har lukket ind, og i kampen mellem Thor og Loke sender Thor ham ud i evig fortabelse. Således er alt i orden igen i Asgård, men så kommer 2'eren. Her lærer vi lidt om en tidligere kontrovers mellem Asgård og Svartalfheim, i hvilken der optræder et ukendt luftformigt våben, kaldet Aether, der efter en kamp mellem Svartalfheim og Asgård, bliver indesluttet i en klippesøjle på Svartalfheim. Samt at de ni verdener, der ifølge mytologien skulle eksistere, engang hver 5000. år kommer på linie, hvilket medfører at uventede forbindelser mellem de ni verdener kan opstå spontant. Takket være en af sådanne portaler kommer Aether til Jorden i nutiden, og bliver ved et tilfælde optaget af Jane, den videnskabskvinde, der i 1'eren var den første til at møde Thor. Aetherens frigørelse genopvækker kampen mellem Svartalfheim og Asgård og ufreden mellem Loke og Thor - og her går der efter min mening for meget PlayStation i den. Muligvis virker denne film ikke så god som 1'eren, men der er pludselig for mange portaler mellem verdenerne til at det kan være blot en lille smule realistisk. Og hvordan kan Loke optræde her i 2'eren når han i 1'eren blev sendt i evig fortabelse da han faldt ned fra Bifrost? 2'eren er ikke så flot som 1'eren, men til gengæld er der skruet mere op for dommedagsvåbnene. Så til dem der kan lide sådan noget er den bestemt fin, men jeg vil ikke give den mere end to stjerner. Og det er varslet, at der skulle komme en 3'er til efteråret - så det er nok ikke det sidste vi har set til Aether!
         

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.