|
|
Unheiligs storladne frihed
|
Torsdag, 23.03.17
|
Det er jo ikke for meget man hører til tysksproget musik på radioen herhjemme, når lige man ser bort fra Nena og Rammstein. Kraftwerk hører man lidt mere hyppigt, men det er oftest i de engelsksprogede versioner. Tysk er jo pr. tradition et stærkt og magtfuldt sprog, og om det er årsagen til at man tilsyneladende helst ikke vil høre tysk i radioen skal jeg lade være usagt. Men når jeg er i Dresden på min halvårlige tur for at besøge Andy får jeg selvfølgelig min regelmæssige dosis af tysk der. Da jeg i 2014 var i Dresden havde jeg bidt mærke i en kunstner med 'kunstnavnet' Der Graf på RTL hvor han var blevet præsenteret som en af kandidaterne til den tyske udgave af Melodi Grand Prix. Det lykkedes ham dog ikke at kæmpe sig igennem til finalen, så det blev ikke ham, der skulle repræsentere Tyskland ved det efterfølgende grand prix i København senere på året - selv om det måske nok kunne have forbedret Tysklands chancer for en bedre placering ved grand prix det år. Men selv om han altså ikke nåede til finalen i Tyskland syntes jeg absolut at hans forsøg, Ich war geboren um zu Leben var ganske udmærket når jeg hørte det i Dresden. Senere hørte jeg naturligvis ikke noget til Der Graf, hverken i Dresden eller herhjemme, men da jeg var hos Romano i Berlin her forrige weekend og kiggede hans ganske righoldige pladesamling igennem så jeg på computeren at han havde albummet Grosse Freiheit med Unheilig. Og jeg vidste jo, at Unheilig var det navn, som Der Graf brugte på sine pladeudgivelser. Og Grosse Freiheit var netop det album, som Unheilig i sin tid havde udgivet i anledning af hans forsøg til grand prix. Det album måtte jeg klart høre, og det gav mig et bredere indtryk af den musik, som Unheilig kunne producere. Musikken bevæger sig i trekanten mellem schlagermusik, popmusik i Grand Prix-stil og et mere hårdtslående element i stil med Rammstein. Så for mig var det en ganske spændende plade selv om den ikke rigtigt faldt i Romanos smag. Derfor besluttede han at jeg bare kunne få hans plade, for han kunne jo altid brænde en kopi til sig selv hvis han en dag fik behov for det. Og jeg har så mulighed for at nyde Unheilig derhjemme når jeg har lyst til det, min første nye plade i flere år!
|
|