Navigation:    
Start  >  Blog 
> 21. april 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  viaalpina.dk i venteposition Fredag, 21.04.17

Som jeg har været advaret om et par gange er det nu blevet en realitet: ViaAlpina.dk er nu blevet suspenderet fordi jeg ikke har betalt den årlige afgift til webhotellet. Hvilket som man nok kan regne ud ikke skyldes uvilje mod at betale one.com for at hoste mine sider, for de gør det trods alt væsentligt billigere end Golden Planet gjorde i tidligere tider, dengang de hostede viaalpina.dk. Men der var blot for få penge i kassen til at betale gebyret hvis jeg også ville have noget at spise i det sidste par uger. Så jeg skrev til firmaets regnskabsafdeling (de har ikke telefon) for at høre hvad konsekvenserne ville blive hvis jeg ikke betalte rettidigt, om jeg måske kunne få udsættelse til 1. maj, eventuelt mod betaling af et gebyr. Og jeg fik heldigvis at vide at hvis jeg betalte mindre end tre uger efter sidste betalingsdag kunne jeg få genindsat domænet mod betaling af et gebyr på 125 kr. Og det ville jo være til at overleve. I dag var så deadline for betaling, og jeg må sige, at de reagerede hurtigt, hvilket jeg erfarede da jeg stod op her til morgen. For kl. 00.01 havde de sendt mig en mail med den ildevarslende overskrift Dit webhotel er sendt til sletning! Jeg så i ånden, at det dermed ville være slut med Viaalpina, da jeg i forvejen havde besluttet at jeg kun ville bevare offline-udgaven hvis online-udgaven blev slettet, da de ville være for tidskrævende at genskabe en online version og genuploade mine tusindvis af filer. Men da jeg havde læst mailen blev jeg mere rolig: Vi har pr. 14.04.17 registreret, at du endnu ikke har valgt at gentegne dit webhotel tilknyttet domænet viaalpina.dk. Dit webhotel med domænet viaalpina.dk er derfor blevet suspenderet og sendt til sletning. Dit abonnement udløb 21.04.17. Den 20.02.17 sendte vi et tilbud til dig om gentegning af ny abonnementsperiode for dit webhotel med domænet viaalpina.dk. Den 24.03.17 sendte vi yderligere en påmindelse om gentegning. Tilbuddet sendte vi pr. e-mail til adressen ¦¦¦¦¦. Påmindelsen om gentegning sendte vi pr. post til adressen ¦¦¦¦¦. Vigtigt: Alle data på webhotellet og muligvis dit domæne viaalpina.dk vil blive slettet. Hvis du ikke ønsker, at data og webhotel skal slettes, kan du gentegne dit webhotel med domænet viaalpina.dk tilknyttet. Du kan gentegne abonnementet frem til 11.05.17, hvorefter webhotel, data, samt eventuelt domænet viaalpina.dk ikke længere kan genskabes. Gå ind på følgende link for at gentegne dit abonnement via nettet. Og går man ind på adressen nu ser man blot meddelelsen: The webhosting subscription for this domain: viaalpina.dk has expired and is pending renewal or deletion. Men om et par uger skulle alt være tilbage i vant gænge igen.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.