For femten år siden besluttede den daværende statsminister Anders Fogh-Rasmussen og hans Venstre-regering at standse stigningen i boligskatter for ejerboliger herhjemme. Og selv om det jo ikke er noget jeg havde den store interesse i fandt jeg egentligt beslutningen lidt underlig, for ejerboliger og anden fast ejendom er jo det eneste der har nogen blivende værdi herhjemme. Og derfor fandt jeg det naturligt, at de stigninger der måtte forventes at finde sted på værdien af Danmark måtte komme os alle sammen til gode, og ikke bare dem, der så ejendomme som et investeringsobjekt og ikke bare en bopæl. Men boligejerne er jo altid blevet tilgodeset af politikerne herhjemme, især i de seneste år, hvor forskellige skatterabatter med løs hånd er blevet delt ud til de personer der har rigeligt af værdier i forvejen. Mens da disse boligspekulanter og boligejere som sådan fik økonomiske tømmermænd under finanskrisen i 2008 måtte alle Danmarks indbyggere gennem vores banker træde til med redningspakker for milliarder for at komme dem til hjælp. Og nu hvor ejendomspriserne er på vej mod nye højder igen, hvorfor skulle den almindelige borger så ikke nyde godt af denne værdistigning? Vi har trods alt været medvirkende til at de velhavende kunne blive boende i deres strandvejsvillaer. Alligevel har regeringen besluttet, at det kun er kommende boligejere der skal betale mere i ejendomsskatter da de nye ejendomsskatter først indføres i 2021 - men kun for nye boligejere. Dem, der allerede nu har sit på det tørre kan blot anmode om at få skattestigningen indefrosset så den først skal betales når ejendommen sælges. En mulighed som kommende og yngre boligejere altså ikke har. Og tør man tro på at disse indefrosne skattestigninger vil blive betalt hvis (eller når) der igen kommer en boligboble? Vil det så ikke være os alle der igen bliver bedt til kassen for at inddække disse skattebetalinger som nu er uerholdelige fordi disse strandvejsvillaejere har købt for meget rødvin eller taget på for mange ferierejser? Generelt synes jeg at regeringen gør for meget i at skubbe udgifterne foran sig i stedet for at høste når kornet er modent.