|
|
Facebook nej tak!
|
Fredag, 05.05.17
|
Nå, så kom min hjemmeside viaalpina.dk online igen, og så har jeg da et år mere til at komme med mit bidrag til den elektroniske tsunami, der blot breder sig mere og mere. Jeg havde ellers varslet udsigten til at viaalpina ikke længere ville være at finde her hvis webhotellet enten havde slettet mit site straks betalingsfristen blev overskredet eller ikke kunne finde ud af at registrere min indbetaling tids nok og derfor havde slettet sitet selv om jeg nu havde betalt. Hvilket i begge tilfælde ville betyde at viaalpina blot ville gå over til at eksistere udelukkende i en offline version, som kun ville være tilgængelig for mig selv. Men mens jeg ventede på at finde ud af om mit site ville blive slettet eller ej gjorde jeg mig også nogle tanker om hvad viaalpina betyder for mig. På sæt og vis: ikke særlig meget, der er bare mit bidrag til de sociale nyheder der trives i stort omfang på nettet, blot med den forskel at mine nyheder ikke ligger på hverken Facebook, Twitter eller Instagram. Jeg har jo mit eget domæne, hvilket jo var populært dengang da jeg oprettede sitet, dengang før der knap nok var nogen der havde tænkt på sociale medier. Jeg er jo ikke på Facebook og ser heller ikke nogen grund til at komme det. Selv om jeg er på kontanthjælp har jeg altid været tilhænger af at betale for noget hvis det er til gavn for mig, og det er derfor jeg hvert år betaler for mit medlemskab af recon.com og meetfighters.com da jeg har glæde af begge sites: recon for mine bondage aktiviteter og meetfighters for mine bryde aktiviteter. Hvorimod jeg ikke betaler for Dansk Bjergklub længere, da det sted ikke længere giver mig noget jeg kan bruge. Hvilket jeg fandt ud af det sidste år jeg var betalende medlem og hverken modtog klubblad eller havde adgang til noget klublokale. Og efter flere års inaktivitet også droppede mine medlemskaber af Dansk Ornithologisk Forening og senest Sparta. Facebook med mere er jo på papiret gratis at registrere sig på - men jeg tror nu ikke det findes i en betalingsversion, de høster jo selv deres betalinger ved at overdænge deres brugere med ligegyldige reklamer eller trække personlige oplysninger ud af min eventuelle tilmelding, som de derefter kan sælge videre. Så jeg bruger viaalpina som mit eget 'sociale medie' selv om jeg naturligvis ikke har millioner af følgere. Jeg er såmænd ganske godt tilfreds med mine daglige 200-250 brugere - og der er tilsyneladende stadig størst interesse for mine afsnit om vandring. Alene derfor bør jeg vel se at få lavet en vandretur igen.
|
|