Navigation:    
Start  >  Blog 
> 17. maj 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Ned på hælene! Onsdag, 17.05.17

Selv om sommeren tilsyneladende er kørt fast i en mudderpøl har jeg netop været et par dage sammen med Peter i hans sommerhus ude i Gershøj. Selv om vi trods langtidsprognoserne om at sommeren ville komme i maj alligevel måtte fyre op i radiatoren - hvilket ikke er en billig fornøjelse når al opvarmning foregår med elektricitet. Men for at starte med begyndelsen så havde Peter ikke bilen til rådighed i mandags, så vi tog med de offentlige derop. Og havde lidt problemer med Peters Rejsekort som tilsyneladende var ugyldigt selv om han mente der skulle være 500 kr. på det. Så for at få ham med på mit rejsekort måtte jeg stemple ud på Hovedbanen så vi begge kunne rejse videre sammen - man kan tilsyneladende ikke lægge en person til når først rejsen er påbegyndt. Så derved blev prisen for min rejse dyrere, dels fordi rejsen hjemmefra var startet i billigtiden før kl.13 mens den nye startede i myldretiden, og dels fordi denne nye rejse startede i zone 1 og ikke i zone 2 og derfor takstmæssigt blev længere. Men Peter smed så 200 kr. på mit rejsekort i Roskilde, så disse ekstra omkostninger blev rigeligt dækket ind. Det var første gang sommerhuset blev benyttet i år, så mens Peter startede huset op, lukkede op for vandet og så'n, kunne jeg så ligge og fede den i min sleepsack, så gik jeg da ikke i vejen så længe. Det er altid hyggeligt at være med Peter oppe i hans sommerhus i Gershøj, og specielt kommer belønningen når man skal i seng, for han har en dejlig stor seng og tilsvarende madras, så jeg har altid sovet godt når jeg var deroppe, endnu bedre end derhjemme. Og endnu bedre bliver det om morgenen hvor man bliver vækket af solopgang over fjorden, hvorefter man sagtens kan ligge og slumre et par timer i sengen med udsigt ud over fjorden uden at skulle forlade den varme dyne. Det må da være det man kalder herlighedsværdi! Men vi skulle jo også lave noget mens vi var sammen, for efter min planlægning ville jeg ikke få mulighed for at bryde denne måned, med mindre jeg kunne bryde med Peter. Og den var han med på, så vi hev madrassen ned på gulvet, og så havde vi vores brydering. Men i den fjerde runde fik jeg overbalance og væltede bagover ned på mine hæle. Den position kunne jeg godt sidde i da jeg var ung, og mange kan sidde i den stilling selv om de var oppe i årene. Men jeg havde ikke siddet i den stilling i i hvert fald 35 år, så mine sener var uhyggeligt rustne! Men de blev trods alt ikke sprængt, så det var da godt at der stadig var en smule liv i dem. For selv om jeg nu gør noget ved netop de sener er det altså kun nogle uger siden at jeg er begyndt på de øvelser. Så der var derfor dømt pausedag i dag.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.