Mandagen her i denne uge startede egentlig som dagene ellers plejer at begynde i disse dage: stod op efter morgenradioavisen klokken seks og gik så i gang med mit sædvanlige arbejde på computeren. Frokosten tog jeg klokken halv tolv, hvilket var tidligere end normalt, for jeg skulle til tandlægen en time senere. Lidet skulle jeg vide, at dette ville blive mit sidste normale måltid mad i en periode. Jeg havde nemlig fra om fredagen haft fornemmelsen af at der var knækket en flig af min ene kindtand, så det måtte tandlægen hellere kikke på når jeg alligevel var der. Det viste sig dog at det var mere alvorligt end som så, for tanden havde ikke bare mistet en flig men var spaltet hele vejen ned, og det var nok kun en tidligere rodbehandling som holdt sammen på resterne. Der var derfor desværre ikke nogen redning for den - den tand måtte ud. Den havde ellers fulgt mig bjerge op og bjerge ned, gennem tykt og tyndt i snart et halvt hundrede år, men nu kunne den ikke mere. En solid gang bedøvelse ville nok være nødvendigt, og så gik hun i gang med arbejdet, for sådanne rodbehandlede tænder har desværre en tendens til at blive sprøde, så hun kunne ikke bare trække den ud, idet den blot knækkede af stykke for stykke. Så hun måtte have fat i boret for at få hele tanden ud, men desværre blev det kun stump for stump. Som om den tand kæmpede til den sidste stump for at bevare sin plads i min gumme. Men tandlægen var dog mere stædig end tanden, og efter to timers arbejde fik hun den sidste flig op. Jeg tror nok vi begge følte os lige brugte bagefter. Jeg måtte på apoteket på vejen hjem for at købe nogle panodiler og i supermarkedet for at købe noget yoghurt da jeg nu skulle være på flydende kost resten af dagen - jeg havde nu heller ikke lyst til at spise noget nu - og lagde an til at tilbringe resten af dagen i stille og ro i dagligstuen derhjemme. To uger forinden havde jeg på Recon fået en besked fra en fyr ved navn Battersea, der lovpriste mig for min overskrift på min profil, at jeg nu havde klaret 14 timer som længste sleepsack tid - og han så frem til at høre fra mig når jeg slog den rekord. Det var godt nok ikke mine planer at gøre det, men den følgende morgen havde jeg overhovedet ikke behov for at skide, hvilket ellers altid var noget jeg gjorde straks jeg havde fået min morgenkaffe. Ganske vidst havde tandlægen sagt, at jeg skulle vente et døgn med min varme kaffe, men alligevel følte jeg ikke behov for at skide. Men det var vel nok fordi jeg kun havde fået yoghurt siden tandoperationen. Men selv om jeg gradvist tog fast føde til mig i løbet af tirsdagen, omend kun i små mængder, skulle jeg alligevel ikke skide før efter frokosten onsdag - hvilket var 55 timer efter jeg havde gjort det mandag morgen. Og tænkte derfor straks på, at yoghurt kunne være en simpel løsning hvis jeg på et tidspunkt vil forsøge at blive sleepsacked eller mummificeret i 24 timer eller længere - jeg kunne faktisk have gjort det på den måde dengang jeg blev gipset ind i Australien og havde satset på at kunne klare 36 timer støbt i gips!