Det havde været ganske koldt vejr i København de seneste måneder, og selv om jeg til sidst måtte lukke for varmen fordi der ikke rigtigt var tryk på radiatorerne mere så jeg frem til at få en uges ferie i Dresden. Der plejer det jo på dette tidspunkt af året være behageligt lunere. Og det så det ud til at blive, for ifølge vejrudsigten skulle der blive op til 30 grader i Dresden. Fremme hos Andy tog jeg min fleece af og ville nok ikke få brug for den før det gik hjemover igen. Lørdag var jeg så til grillfest i Dobra og søndag havde jeg planlagt at jeg skulle bryde med en fyr kaldet horti. Han var en kraftig fyr, og han boede lige her i Dresden, så jeg ikke skulle tage toget over Leipzig og Wittenberg som det foregående år hvor jeg skulle bryde i Dübener Heide. Chris, som fyren retteligt hed, boede i en gammel bondegård, som han havde arvet fra sin bedstefar. Denne havde i sin tid haft et teglværk, og det havde givet penge nok til at han for cirka 110 år siden havde kunnet ombygge gården til en ganske statelig bygning med en stor have, hvor der i dag var en lille frugtplantage. Chris brugte dog ikke frugtplantagen til noget salg, men han, hans familie og naboer kunne om sommeren nyde at der altid var frisk frugt. På dette tidspunkt kunne jeg notere at kirsebærrene var modne! Vi kunne dog ikke bryde søndag eftermiddag da Chris havde glemt at en af hans lærer-venner ville komme forbi med hele skoleklassen, der skulle opføre en teaterforestilling i haven. Og så kunne vi ikke bryde, men det kunne vi så her til aften hvor jeg jo stadig var i Dresden. Chris var større end mig og væsentligt tungere, så jeg vidste at hvis jeg skulle have nogen chancer mod ham skulle jeg sørge for at komme ovenpå ham og blive deroppe. Det ville han dog ikke rigtigt tillade, for selv om jeg kom ovenpå ham fra tid til anden kunne han blot ryste mig af ham. Mens han hånede mig og sagde, at jeg blot var et let tæppe for ham! Selv om Chris var 40 kg tungere end mig var han ganske bevidst om dette våben så han brugte det kun i afmålte doser. Han havde sagt at det ville være ganske breathtaking for mig hvis han lå ovenpå mig, og det havde han ret i. Når han lå ovenpå mig kunne jeg mærke hvordan han gradvist blev tungere i takt med at han tog vægten af sine ben. Alligevel kunne jeg trække vejret, omend det blev mere og mere besværligt. Mens han gjorde det beholdt han øjenkontakten, sandsynligvis for at sikre sig at jeg stadig var okay. Så trods hans store vægt vil jeg sige at han var safe and sane. Mens jeg var der prøvede han et par gange at lægge mig i en Boston Crab, og pudsigt nok var det næsten som om smerterne fra ryggen til en vis grad udlignede smerterne fra mine forlår. Men kun til en vis grad, for da han slap mig lå jeg tilbage som en slatten karklud. Gad vide om det vil være det sammen hvis jeg næste måned måske kan bryde med BearRoma? Nok næppe!