Jeg havde nu næsten været en uge hos min ven Andy i Dresden, og det havde som altid været en god tid med mange spændende episoder, specielt grillaftenen hos Feldwebel og brydekampen med horti. Men også hos Andy plejer der at være ro og fred så vi kunne nyde livet sammen som vi plejer at gøre når jeg er der. Andy havde dog fået nye underboer kort før jeg havde besøgt ham forrige gang i december, og der havde været visse problemer med dem, som han sagde. Almindelig husufred vil jeg sige, fordi fyren nedenunder spillede høj musik om natten. Det var dog ikke noget som generede mig så meget, for det hus Andy bor i var vel lige så gammelt som det jeg selv bor i, men tilsyneladende noget mere solidt og ikke den samme slags papkasse som jeg bor i derhjemme. For selv om jeg godt kunne høre underboens musik, nærmere bestemt dens bas, var den ikke så gennemtrængende som hjemme hos mig selv. Men selvfølgelig, hvis den finder sted hver nat kan jeg godt forstå at Andy føler sig temmelig generet, og onsdag følte han sig så besværet at han måtte melde det til politiet. Og de kom efter en time og så kunne der blive ro. Og hvis det gentog sig ville de anmelde ham. Så skulle man tro at denne historie var slut, men sådan blev det ikke. Næste nat ved midnatstide kundgjorde den velkendte dunken at underboen var stået op og kort efter var Andy klar ved telefonen. Denne gang kom politiet væsentligt hurtigere og det var denne gang med en indsatsstyrke på fire mand. De ville åbenbart undersøge stedet nærmere, og noget tydede på at de fandt noget, for ved afslutning af deres to timer lange besøg slæbte de nogle store kasser ud. De tre personer der var til stede blev taget med på stationen, specielt da en af dem havde ridset grafitti i lakken på politibilen, og så kunne der endelig blive ro. Forhåbentlig permanent som Andy mente. Men hvad ro angik var Andy nu selv ikke den bedste. Andy plejer jo at falde i søvn med fjernsynet tændt i sit soveværelse selv om jeg tidligere flere gange havde sagt til ham at det ikke var en god ide. Men han sagde blot at det var programmeret at fjernsynet selv ville slukke efter nogen tid. Men det var tilsyneladende ikke sket, for fredag nat vågnede jeg klokken halv to ved et tændt fjernsyn. Og da jeg ikke vidste hvordan man slukkede hans fjernsyn og han selv sov så fast at han ikke var til at vække gik jeg i stedet ind i stuen og lagde mig på hans sofa der. For der var der i det mindste ro.