Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. juli 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Offenbacher Höhenweg - måske stadig en mulighed? Lørdag, 01.07.17

Da jeg skulle udplukke et indspark fra min dagblog for ti år siden var der stort set ikke nogle bud, som ikke havde med bjergbestigning at gøre, hvad enten det var fra Kaukasus, Dolomiterne eller Ötztaler Alpen, og om ikke andet gav det mig da en lejlighed til at tænke tilbage til dengang, hvor mine somre bestod af bjergbestigning af alverdens bjerge, og ikke så meget andet. Det var jo en skøn tid, selv om den nok ikke kommer igen. Men måske det kunne blive muligt igen en gang. Mange af de ture jeg lavede dengang ville naturligvis ikke kunne finde sted i dag, omend måske i mere begrænset udgave. For der var også ture, som burde være mere overkommelige end andre, og som inspiration har jeg valgt at dykke ned i min tur på Offenbacher Höhenweg. Hør bare: "Denne højdesti ville dels give en god anledning til at komme op og få overblik over landskabet, og dels få besteget en første top. Det blev således en rigtig fin tur op over den gode sti, omend den var lidt kedelig op gennem de endeløse morænefelter ved Eiskasten. Til sidst kom vi op på Wurmtaler Kopfs lange E-grat, som desværre var noget løs, men til gengæld bød på en fin udsigt til begge sider. Selve toppen bød på småklatring over store blokke."
Som beskrevet her ville en tur på Offenbacher Höhenweg være overkommelig, omend jeg på denne etape nok skulle vende ved Wurmtaler Kopf for at undgå vanskelighederne ved nedstigningen mod nord over gletscheren. Men selv om jeg i dag måske godt kunne lave en bestigning af Wurmtaler Kopf fra Taschachhaus som jeg gjorde det for ti år siden vil den økonomiske udfordring nok være endnu større, da jeg så ikke blot skal til Østrig og op i Pitztal men også skulle bekoste de nødvendige overnatninger. Hvilket jo kun er trist. Så måske jeg i stedet skal tænke mere på den tur til Brecon Beacon, som jeg har snakket med en fyr i Bristol om at lave til efteråret. Den tur er nok knap så lang som turen over Wurmtaler Kopf og har mindre højdeforskelle, omend jeg uden tvivl vil kunne mærke udfordringen når jeg stiger op på Ysgyryd Fawr, og ved den lejlighed alligevel kan få besteget et bjerg.
Dagblog 23. juli 2007: Offenbacher Höhenweg


Søren Fonsbøl på vej op over Offenbacher Höhenweg
mod Wurmtaler Kopf.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.