Egentlig mener jeg, at det er en menneskeret at have et sted at bo, og derfor burde der ikke være nogen sammenhæng mellem det at have en bopæl og ens finansielle situation i øvrigt. Men jeg ved også, at det er en utopisk tanke her i vores kapitalistiske samfund, for der er jo også forskel på boliger, om man bor i et usselt hummer langt ude på heden eller i en stor palæagtig villa med havudsigt. Men behøver der være så stor forskel? Jeg ved godt, at det er køb og salg af fast ejendom der er den største enkeltindikator for det private forbrug herhjemme, hvad enten det er værdiansættelsen af ens egen bolig eller de obligationer man har liggende i Værdipapircentralen. Men der burde egentlig være et vist minimum for beboelse så man i det mindste havde tag over hovedet, og så kunne alt andet være tilkøb. Måske vi dog allerede har det i form af forskellige herberger, men at så godt som alle herhjemme har råd til bedre end det, og i givet fald er det måske slet ikke så stort et problem. I disse dage tales der blandt andelshavere en del om den stigende tendens til at lade sin ejendom vurdere af private valuarer, hvilket delvist kan ses som konsekvens af at det offentlige vurderingssystem har været suspenderet siden 2013. Endnu et eksempel på hvordan de offentlige systemer, der skal være til fordel for os alle, bliver nedprioriteret til fordel for det private erhvervsliv, der derved kan score guld på bolighavernes ønske om at få større værdi af deres bolig. For boligen bliver jo ikke mere værd af at få en høj valuarvurdering, kun på papiret. For det vil jo stadig blot være en bopæl som det var før. Jeg har boet i min egen andelslejlighed siden 1983, og selv om dens værdi i de mellemliggende år er steget fra godt 7.000 kr. til måske en halv million har jeg aldrig haft noget ønske om at få jobbet værdien yderligere op. Hvilket jeg også har forfægtet i de 21 år jeg har siddet som formand for bestyrelsen, hvor vi altid har taget udgangspunkt i den offentlige almindelige vurdering, optaget fastforrentede lån til ejendommens investeringer og altid konsekvent har haft konservative værdifastsættelser, så vi har mulighed for at optage de nødvendige lån i ejendommen til forbedringer og kan garantere en andelspris, der aldrig vil falde. Omend i vinters var jeg, for første gang i de 33 år jeg har boet her, ikke med til generalforsamlingen og har heller ikke modtaget generalforsamlingens referat, så jeg ved ikke hvad der kan være sket ved seneste generalforsamling.