Siden 1980 har det været fast rutine for mig at jeg ikke har været hjemme om sommeren, til at begynde med fordi jeg hellere ville bruge sommeren på at vandre Lapplands bjerge tynde, men vandringen blev ret hurtigt ikke nok for mig og derfor blev somrene brugt til bjergbestigning i Alperne og andre bjergrige nationer. I hvert fald indtil 2013 hvor jeg blev ramt af denne blodprop, der satte en stopper for både bjergbestigning og vandring, mens den deraf følgende begrænsede økonomi begrænsede mine sommerferiers længde. Men selv en blodprop kan ikke holde mig hjemme på den lange bane, og jeg fik mere og mere lyst til at få et gensyn med bjergene eller i hvert fald den store natur, som i over 30 år har været en fast ingrediens i en sommer for mig. For selv om jeg i den seneste tid også har fået bondage og brydning som interesse og er blevet mere magelig, er det stadig Guds frie natur som trækker. Da jeg i 2015 besøgte London medførte det også et besøg af Rob fra Maine, og med ham kunne jeg kombinere begge mine nye interesser med vandring og bjergbestigning. Vi har talt om, at jeg en dag skulle besøge ham i Maine og bestige et bjerg eller to der, og måske endda bestige Mount Katahdin i Baxter National Park. Katahdin er det højeste bjerg i Maine, og efter hvad jeg har kunnet læse mig frem til på nettet er naturen der ikke så forskellig fra den man finder i Lappland. En bestigning af Katahdin fra Chimney Pond Trailhead indebærer en højdeforskel på 3727 fod eller 1136 meter og en distance på 16,9 km retur. En sådan bestigning vil i dag kræve mere forberedelse, hvilket knap nok var nødvendigt tidligere, men i dag mener jeg det vil være en god idé at teste mig på en mulig gennemførelse. Selvfølgelig vil jeg ikke kunne udfordre mig med tusind-meters opstigninger her i flade Danmark, men så kan jeg vel forsøge mig på distancen? Jeg havde siddet og kigget på mine gamle LSD-løberuter og tænkte, at når jeg nu ikke kunne løbe dem længere kunne jeg måske vandre dem i stedet. Så i forgårs tog jeg til Holte for at vandre min 22,3 km rute gennem Rude Skov, Jægersborg Hegn, Ravnholm og Geelskov. Så måtte det gamle tunneldalssystem gøre det ud for bjergene. Med blot en let daypack lykkedes det mig at vandre ruten på syv timer selv om jeg kom et ekstra svinkeærinde på i Søllerød hvor jeg uden held forsøgte at finde en officiel lejrplads, der måske kunne bruges på et senere tidspunkt. I går var jeg så desværre temmelig brugt, og det var et tydeligt tegn på manglende træning. Det må jeg hellere gøre noget ved.

På vej gennem Rude Skov.