|
|
Musiknavne danner ny mode for Under Armour og Converse
|
Søndag, 16.07.17
|
Jeg plejer som regel at henholde mig til min daglige morgenavis når jeg referer til hvad der sker heromkring. For ganske vist læser jeg også gratisavisen MetroXpress når jeg har lejlighed til det, men som regel er det blad overstået i løbet af tre-fire stationer, og hvad skal man så? Men her i sommerferieperioden er der i hvertfald ikke nogen gratisaviser i dispenserne, men dog et blad der kalder sig '+plus' og også er gratis, et blad som efter adressen at dømme udgives af det Berlingske Hus i Pilestræde. Og på bladets modesider var der faktisk begge mine favoritmærker der havde fået en artikel. Under Armour gør sig jo en del i at få forskellige kendisser til at reklamere for mærket, og denne gang har de slået kløerne i en rapper ved navn ASAP Rocky. Det er godt nok ikke et navn jeg har hørt om før, og jeg har nok heller ikke hørt noget til fyrens musik, men nu har rap og hiphop jo aldrig været min foretrukne musik. Men man må gå ud fra at fyren er kendt siden Under Armour agter at sponsorere ham. Egentlig synes jeg det er lidt trist at et firma, der i den grad er blevet kendt for at producere måske verdens bedste sportstrøjer med deres Compression Gear, vil lade en underordnet kunstner føre det store ord - mens den verdensberømmelige beklædning drukner mere og mere i modepræget juks. Så tilsyneladende har de brug for nogen der kan trække kunder til, men er det mon den rette? Jeg tvivler! Aftalen mangler ifølge bladet dog stadig at blive bekræftet af begge parter. Converse vil også lade musikken tegne mærket, for de har teamet op med 90'er bandet Dinosaur Jr., og det er heller ikke et navn der siger mig noget. Men det skulle være et rockband, der primært iklæder sig slidte sneakers, forvaskede T-shirts og hullede jeans. Hvilket på nær de hullede jeans godt kunne passe med mig, og vel nok især med Converse, som jo er bedst når de er blevet godt slidte. Bandet skal designe en udgave af den klassiske Chuck Taylor All Stars og den anden model One Star. Men den storblomstrede model der er vist i artiklen får dog ikke mig til at fyre en plov af på endnu et par Chucks.
|
|