|
|
Der er ikke penge nok i Broløbet - så det lukker!
|
Onsdag, 19.07.17
|
Det er pudsigt som vi i Danmark har en tendens til at nedprioritere det almindelige menneske men giver nærmest frit lejde til eliten, blot for at tækkes muligheden for at score en gevinst på det. For få dage siden var der snak om, at vi burde få Formel 1 til København, selv om det betød at de to centrale broer i København skulle spærres for biltrafik i to uger, og i går lød der forlydende om, at Broløbet over Storebæltsbroen efter løbet i september ville blive lukket ned, da man fra Transportministeriets side ikke kunne forsvare at begrænse trafikken mellem Øst- og Vestdanmark i et par timer en søndag morgen som man har gjort de tidligere år. Underligt, når man tænker på, at man sagtens kan gennemføre sådanne broløb i byer som New York og Lissabon. Men trafikken i København er åbenbart vigtigere end i førnævnte byer. Men man synes åbenbart at det er helt i orden at skære København over for biltrafik i en hel uge pga Formel 1 mens man ikke vil acceptere at motionsløbere får rådighed over den ene vejbane på Storebæltsbroen en søndag morgen hver tredje år. Men dog accepterer at det kan ske når der skal være vejarbejde, som sjældent er overstået på et par timer søndag morgen. Vejarbejde er jo til gavn for samfundet - det er et motionsløb tydeligvis ikke. Og alligevel er vores statsminister i disse dage på besøg i Paris for at forsøge at tale godt om mulighederne for i 2020 eller 2021 måske at få en etape af Tour de France til Danmark. Men hvor skal disse cykelryttere køre deres løb når nu transportministeren nedlægger forbud mod motionsløb til fods eller på cykel? Årsagen er vel nok det samme som for Formel 1: Der er penge i lortet! For regeringen vil jo gerne gøre livet vanskeligere for almindelige danskere hvis bare vi kan få nogle flere penge i statskassen. Men sjov? Uhadada! Om ikke andet er det jo godt for mig, at jeg jo allerede i 1998 deltog i og gennemførte dette års Broløb. Og siden også har løbet over både Lillebæltsbroerne og Øresundsbroen. Men efter at Broløbet over Storebælt blev gentaget i 2008, 2011 og 2014 skal 9. september 2017 åbenbart være sidste gang det finder sted.
|
|