|
|
Tre republikanske senatorer holder hånden under ObamaCare
|
Fredag, 28.07.17
|
Selv om jeg havde svært ved at tro det viste det sig i nat, at der stadigvæk findes fornuftige mennesker i USAs politiske teater, efter at Donald Trump for godt et halvt år siden blev valgt til sejrherre i det mægtigste job der findes her på denne jord. Allerede fra starten blev han kendt for sine planer, som tilsyneladende mere var af populistisk stil end egentlig realistiske, for han skulle snart lære, at selv som præsident for USA er det nødvendigt at have personer der følger ham og ikke bare familiemedlemmer og rygklappere. Et af hans mange valgløfter har været, at han ville afskaffe ObamaCare, hvilket jeg som europæer har svært ved at se fornuften i. For det amerikanske sundhedssystem har jo i lang tid været kendt for at være primært for de velstillede, og det ændrede tidligere præsident Obama på da han for nogle år siden fik sin Patient Protection and Affordable Care Act gennemført, der herefter blot bliver kaldt ObamaCare, for den viste, at der trods alt var nogen, der tænkte på de svage i samfundet, hvilket man skulle mene at USA, som en af de rigeste nationer i verden, ville have råd til. Men det mente Donald Trump ikke, og efter i syv år at have hetzet mod ObamaCare var det nu hans opgave at begrave dette misfoster (i hans øjne) endeligt. Hvilket burde være en let opgave, for ikke blot har republikanerne flertal i både Repræsentanternes Hus (der vælges efter befolkningens flertal) og Senatet (der består af to personer fra hver af USAs 50 stater uanset befolkningstal). Men trods adskillige forsøg på at afmontere ObamaCare, hvilket Trump havde fået gennemført i Repræsentantenes Hus manglede der blot Senatets godkendelse. Og her formåede Trump ikke at få sine senatorer til at holde partidisciplinen, da der var tre senatorer der mente at ObamaCare trods alt var bedre end det bedste forslag til et alternativ som det republikanske parti kunne stille med. Disse tre senatorer er Lisa Murkowski, der er senator for Alaska siden 2002, Susan Collins, der er senator for Maine siden 1997 og John McCain, der er senator for Arizona siden 1987. Pudsigt nok tre stater, der alle er værd at aflægge et besøg for deres natur.
|
|