Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. juli 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Trods julikulde alligevel en god måned Mandag, 31.07.17

Noget kunne tyde på, at jeg er kommet ind i en god stime, for også her i juli måned kan jeg se tilbage på endnu en måned, hvor jeg har løbet mere end i samme måned forrige år. Hvilket er en god fornemmelse, da det ikke er så lang tid siden, hvor det måned efter måned gik den modsatte vej, og hvor jeg ikke kunne løbe lige så meget som i samme måned det foregående år. Selv om det jo altid er lettere at kæmpe sig opad fra et lavt udgangspunkt. Så selv om det ikke lyder af meget var de 23 km, det lykkedes mig at snige mig op på i juli, faktisk mere end i juli 2016. Måske var der to grunde til det: dels at jeg overhovedet ikke havde nogen udlandsrejser i den måned (og derfor heller ikke fik brydet noget som helst denne måned), dels at juli i 2017 var en usædvanlig kold måned, med et temperaturniveau på to grader under normalen for juli. Faktisk var der i lang tid udsigt til, at vi overhovedet ikke ville få en eneste sommerdag i juli, indtil vi den 30. juli havde en lummervarm dag, der gav 26,6 grader på Bornholm og 25,2 grader på Holbækegnen. Behørigt ledsaget af torden og skybrud, så det var vel så som så med den sommerdag. Det kolde vejr gav mig så mulighed for, endelig at prøve den Under Armour windbreaker jeg havde købt for et par år siden. Det skete så på min traditionelle korte løbetur langs stranden ved Ellingelyng. I øvrigt synes jeg at det går bedre med at løbe end længe - selv om jeg stadig slæber fødderne for meget og ikke har løbet noget, der bare nærmer sig en 10'er i lang tid. Men tempoet tegner til at være stigende, for hvor jeg for et par år siden skulle være glad når det lykkes mig at komme under 10 min/km sker det nu regelmæssigt at jeg kommer tættere på 9 min/km, og det er efterhånden sjældent at jeg løber langsommere end 10 min/km. Den ene gang hvor det ikke lykkedes mig var på månedens længste tur i Hareskoven hvor jeg løb 10:33. Faktisk har jeg kun haft tre løbeture i den frie luft denne måned, men alligevel udgjorde distancen på disse ialt 62% af de samlede løbe-km. Så selv om jeg forrige måned funderede på, om jeg havde for mange aktiviteter i juni, blev det her i juli ikke mindre.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.