Lige siden juli forrige år havde jeg bestræbt mig på at kunne komme til at bryde i hver en kalendermåned. Først vinteren 2016-17 over, dernæst et helt år, og da det også var lykkedes så jeg ingen grund til at stoppe her, men ville forsøge at bryde i hver en kalendermåned så længe det var muligt. Og som jeg nævnte i min månedlige aktivitetsrapport hørte det op måneden efter, da den fyr jeg havde planlagt at skulle bryde med i juli ikke lod høre fra sig, og jeg derfor ikke så noget formål ved at tage til Flensburg med risiko for at stå foran en lukket dør. Men Berlin er altid en rejse værd, og der rejste jeg til i torsdags. I første omgang så det dog ud til at blive en gentagelse af nedturen i juli måned. Jeg havde nemlig planlagt at skulle bryde med Sperling om fredagen, men her kom jeg til at stå foran en lukket dør. Weekenden blev dog noget bedre. Romano havde aftalt med en fyr ved navn Ralph, at vi skulle bryde hos ham i Treptow i dag sammen med tre andre fyre jeg kendte i forvejen: catchbear1, xxlbear og Goergilein. Goergilein og xxlbear mødte dog ikke op, og Ralph havde haft et uheld om morgenen, hvor han var faldet ned ad en trappe. Men selv om han var lettere tilskadekommet og derfor ikke kunne bryde fejlede hans matroom ikke noget, så vi var blot det sædvanlige trekløver. Jeg havde nu ikke brydet i snart to måneder, så jeg havde ikke forventet så meget. Men det virkede som om min krop trængte til det, og da jeg havde Romano som min første modstander gik det ret let med at nedlægge ham. Nok ikke med den bedste teknik, for jeg fik lagt ham i en headlock. Uden at der var en arm med i spillet, hvilket jo ikke er legalt i den form for Freestyle wrestling som vi altid tilstræber at føre. Havde det været hos Einsteiger ville kampen være blevet afbrudt, men det blev den jo ikke her, og det var først efter kampen det gik op for mig at jeg havde brugt ufine metoder. Romano kæmpede dog ufortrødent videre, men jeg fik presset ham op i et hjørne, og så var hans muligheder for begrænsede. Men det var selvfølgelig godt for min psyke at starte med at vinde en kamp. Bernd var naturligvis den næste i rækken, og ham har jeg altid set som en passende modstander for mig selv om han er en snes kilo tungere. Denne gang ville han placere sig med sin fulde vægt oven på mig og jeg skulle så forsøge at kæmpe mig fri. Hvilket som udgangspunkt gik ganske fint, for Bernd var trods alt noget lettere end den 125 kilo tunge horti, som jeg havde kæmpet mod i Dresden. Men i mine forsøg på at komme fri forstrakte jeg en af mine halsmuskler, og så var den kamp slut for mit vedkommende.