Søndag havde jeg ikke lagt nogle specifikke brydeplaner for, og havde egentlig regnet med, at jeg blot skulle have en gang hyggebrydning med Romano, men han havde selvfølgelig andre planer. Han havde chattet med en anden fyr, der kun havde nogle få uger som medlem af MeetFighters og derfor ikke havde nogle forudgående kampe så vi kunne vurdere styrken af ham. Men Romano var som altid frisk på en fight, og det var jeg jo også. Selv om vi begge egentlig regnede med at fyren nok ikke ville dukke op. Men dukkede han op ville jeg alligevel kunne få en 'Previous Opponent' mere, nu hvor Ralph i Treptow var kommet til skade og Goergilein ikke var dukket op. Og temmelig præcist dukkede fyren, berlinfunfighter, op, og uden nærmere introduktion gik vi i gang. På MeetFighters havde vi kunnet læse os til, at berlinfunfighter var yngre end os begge og tungere end os, så jeg regnede med, at det kunne være en nogenlunde lige kamp for mig, da min sandsynligvis større erfaring kunne gå op med hans ungdommelige hurtighed. Hvorimod Romano også havde en modstander der var væsentligt tungere end ham. Det var Romano som havde inviteret og var vært og derfor også skulle bryde berlinfunfighter som den første, så kunne jeg forsøge at læse hvordan han brydede. Når jeg ser en brydekamp har jeg dog altid den samme opfattelse af, at det er en forvirrende blanding af arme og ben, der bevæger sig i de mest uudgrundelige baner indtil bryderne pludselig holder stille, som regel med den ene fyr oven på den anden. Og i dette tilfælde var det Romano der var den stille bryder, omend jeg jo ved, at Romano ikke giver op så let. Men han var låst i en position, som han ikke sådan bare lige kunne komme ud af - og efter yderligere nogle minutter måtte han kaste håndklædet i ringen. Så var det min tur, og da jeg ikke syntes at jeg havde bemærket nogle svagheder ved berlinfunfighter gik jeg i gang på den sædvanlige måde. Han var ikke overmådig stærk, og jeg forventede at det ikke skulle tage mig så lang tid at kunne få styr på fyren - men så brød smerten i mine halsmuskler pludselig op igen. Jeg kunne godt bryde mens jeg lå på min venstre side, men da jeg blev vendt om på højre gjorde det ubehageligt ondt igen. Jeg kunne kun udholde det ved at lægge højre arm under mit hovede og derved løfte det tilstrækkeligt op, men så var jeg temmelig ukampdygtig. Jeg var egentlig klar på at give op, men det ville berlinfunfighter ikke høre tale om. Det lagde op til en gentagelse af den episode jeg havde haft med catchbear1 dagen før, men jeg var jo netop blevet trænet i at modstå at blive væltet om på siden. Og berlinfunfighter havde trods alt ikke catchbear1's vægt, så til sidst måtte han opgive. Så min kamp med ham blev erklæret for uafgjort.