Med tiden har jeg ræsonneret, at jeg ikke er den eneste, der er blevet ramt af en blodprop, hvilket sundhedsstatistikkerne jo også siger. Men jeg bliver også mere og mere overbevist om, at jeg er sluppet mere heldigt end de fleste andre. Jeg omtalte for knap to måneder siden hvordan den tyske skuespiller Gaby Köster var blevet ramt af en blodprop for nogle år siden og havde måtte tilbringe flere dage i koma og efterfølgende har brugt lang tid på genoptræning - hvilket hun stadig arbejder på. Og først på sommeren hørte jeg i radioen, at noget tilsvarende også var sket for Michael Bundesen, som burde være de fleste kendt som forsanger i det berømte band Shu-bi-dua. Jeg havde godt nok bemærket, at Shu-bi-dua pludseligt forsvandt fra æteren, men det band havde jo også været aktivt i lang tid, måske femten år. Så det ville vel egentligt ikke være usædvanligt at det band standsede aktiviterne. Men der lå altså en mere seriøs forklaring bag, som man kunne høre om i en række udsendelser i radioen hver lørdag hen over sommeren. Ligesom Gaby Köster havde Michael Bundesen også måttet stille sig tilfreds med kun at kunne lade sig transportere i en kørestol, men til forskel fra Gaby må Michael fortsat stille sig tilfreds med en kørestol. Til sammenligning hermed har jeg aldrig haft brug for en kørestol. Jeg brugte ganske vist en rollator i nogle dage mens jeg var på hospitalet, men jeg fandt lynhurtigt ud af, at en rollator ikke ville være forenelig med det aktive liv jeg havde levet forinden og også regnede med jeg fortsat ville kunne gøre når den blodprop var overstået. Jeg havde ganske vist ikke regnet med at det skulle tage mig flere år at komme i gang igen, men i det mindste kan jeg i et vist omfang stadig løbe, og mine ideer om hvad jeg gerne vil lave i fremtiden fejler fortsat ikke noget. Hvorimod Michael Bundesen stadig sidder i kørestolen!