I februar forrige år startede jeg i Banedanmark på et arbejdsprøvningsforløb, således at Jobcentret kunne finde ud af, hvor meget arbejdsevne jeg havde tilbage efter jeg fire år tidligere var blevet ramt af en blodprop i hjernen. Dette forløb varede april ud og var det andet forløb af denne type, idet det første, hos Hellmanns trykkeri ikke havde varet længe nok til at de kunne få en seriøs vurdering. Men det kunne de få af forløbet i Banedanmark, og derefter var det bare at vente på at kommunen kunne bevilge mig et fleksjob. Men min vejleder i Hans Knudsen Instituttet, Kelvin Nielsen, mente ikke at jeg skulle gøre mig de store forhåbninger, og på det efterfølgende møde i Jobcentret i juni fik jeg af vide, at jeg bare kunne tage en god sommerferie. Men at der skulle gå 16 måneder inden der skete noget havde vel hverken jeg eller Jobcentrets sagsbehandler regnet med. I går var jeg så til møde i Jobcentret, og her havde de endnu et tilbud til mig, nemlig at jeg kunne komme til en samtale med kommunens rehabiliteringsteam. Og mistænksom, som man efterhånden er, spurgte jeg om ikke det bare var mere af samme skuffe, for jeg havde godt nok ikke lyst til at skulle arbejde tre måneder gratis igen. Men det var det ikke, pointerede min sagsbehandler, for til det møde vil mit forhold blive forelagt en række personer, som hver havde forskellige kompetencer og viden om helbred, arbejdsforhold og de kommunale systemer. Til det møde skal jeg så producere et skriv om a) erfaringer, b) uddannelse, c) ønsker (til fremtiden?), d) personlige styrker, e) udfordringer, f) helbred, og g) tidligere tilbud fra kommunen. På det møde vil de forskellige muligheder blive vendt, og resultatet vil give mig enten a) et rehabiliteringsforløb som kan vare i 1-5 år, eller b) andre mulige tilbud fra jobcentret, eller c) fleksjob, eller d) førtidspension. Jeg ved jo godt, at Københavns kommune stort set ikke giver førtidspension længere, men der skulle netop for nylig være givet en særlig pulje penge til fordel for personer med sådanne behov, så tilsyneladende er en førtidspension ikke et fuldstændigt uopnåeligt mål - selv om jeg dog endnu ikke kan se mig selv som førtidspensionist. Men en tur over rehabiliteringsteamet er åbenbart vejen til et fleksjob, hvis det er det det bliver til.