Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. oktober 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Reflektor i Søndermarken Lørdag, 07.10.17

Forrige år blev der afholdt en lysfestival i Søndermarken, og selv om jeg ikke forinden havde hørt om den festival følte jeg mig lidt forbigået da jeg efterfølgende så billederne fra festivallen, også fordi Søndermarken jo er min gamle home ground fra 70'erne. Så da jeg læste, at festivallen ville blive gentaget her i denne weekend sørgede jeg da for at få skrevet arrangementet ind i min kalender. Og da jeg i den samme weekend fik besøg af en af mine gode venner, en anden Converse aficionado fra London, spurgte jeg naturligvis om han havde lyst til at gå med, for festivallen skulle efter sigende være gratis. Vi mødtes derfor på Hovedbanegården og tog bussen til Zoologisk Have, hvorfra vi kunne gå ind i Søndermarken. Det viste sig dog ikke at være den officielle indgang, men inde i parken kunne vi se nogle træer lyse op i blåt, så vi gik i den retning og efterhånden kunne vi tage bestik af det hele selv om vi så at sige var kommet ind ad bagdøren. Jeg må dog sige at Reflektor, som var festivallens officielle navn, skuffede lidt - og det var jeg ikke om at mene, for min kammerat fra London havde det samme indtryk. Der var pyntet op med forskelligt farvet lys her og der, men det virkede som om det var temmelig tilfældigt hvor der var lys. Tydeligvis var det ikke tanken med Reflektor at illuminere noget, men mere at vise hvad man også kunne med lys. Men for ofte var det bare et lysstofrør i et farvet armatur, der lyste op i den mørke nat - eller så mørk den nu var i fuldmånens skær. Man brugte ofte lys på et stort gennemskinneligt stykke stof, og to steder virkede det ganske godt når den svage brise fik stoffet og farverne til at bevæge sig. Men de mange stationære lyssætninger virkede ikke særlig spændende. Det var nok heldigt at det i går aftes var en stille lun aften hvor man havde lyst til at være ude, for i dag vil festivallen nok drukne i regn. Man kan sige hvad man vil om den tekniske udførelse, men jeg har aldrig set så mange mennesker i Søndermarken på en almindelig fredag aften. Og det er måske også en del af formålet: at få folk ud og opleve skoven om aftenen, hvilket der i går var god lejlighed under den fulde måne. Og når man tænker på, at der er mange som ikke tør gå i skoven når det er mørkt kan det ikke afvises, at festivallen måske kunne give flere folk mod til at gå en tur i skoven om natten, uden mobiltelefonens tryghedsskabende lys!


Reflektor i Søndermarken.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.