Om fredagen var det så mig alene, der skulle bryde med Sperling, og det var for så vidt også godt nok! Jeg var forberedt på, at matchen denne gang ville få erotiske undertoner, og det havde jeg fuldstændig ret i. For lige fra starten var han over mig og sørgede for at jeg ikke kunne flytte mig så meget. Alt imens han straks begyndte at lege med min pik. Havde jeg vidst det på forhånd havde jeg nok taget en af mine leotards på og ikke min Red Spyder singlet som jeg plejede. For selv om der ikke er direkte adgang til min pik i sådan en singlet var Sperling fuldstændig ligeglad med det, for han kunne jo godt føle hvad der var neden under den tynde lycra dragt! Og ganske som jeg havde frygtet - eller måske endda forventet - varede det ikke længe før jeg var blevet så horny at al modstand ville være håbløs. Gradvist svandt mine kræfter og min modstandskraft indtil jeg til sidst kom! Kampen var nu forbi, for jeg havde ikke kræfter til at bryde mere. Hvilket så gik ud over Sperlings kammerat Tom, som havde set frem til at få en revancekamp med mig. Men det blev der så ikke så meget af, og jeg må lige skrive mig bag øret, at næste gang skal jeg nok starte med at bryde med Tom.
Fredag formiddag var Ringerbuddy jo taget hjem igen, så for weekenden var det kun Romano og mig, som kunne hygge os sammen. Lørdag fik vi to brydekampe, og den første gik stort set som det plejer at gå! Romano var rimelig frisk mens jeg følte mig lidt brugt, denne gang dog ikke fordi jeg lige havde brugt en halv snes timer på at komme til Spandau, men fordi jeg havde brydet med Sperling dagen før. Men efter at Romano havde overtaget i begyndelsen af første match lykkedes det mig at overtage kampen og være øverst mod slutningen. Der var dog ingen af os der ville give op, så vi blev enige om at denne kamp endte uafgjort. Bagefter fortalte Romano mig, at det i hvert fald ikke var styrke jeg manglede, men at det ikke var godt når jeg forholdt mig passiv i starten. Det forstod jeg godt, men når jeg ikke vidste hvad jeg skulle gribe efter var jeg afventende på en åbning fra modstanderen. Men det mente Romano ikke var for godt, for så ville modstanderen blot opfatte det som om jeg ønskede at opgive uden kamp. Men sådan skulle det ikke opfattes, så ved den næste kamp samme eftermiddag var jeg mere fremme i skoene. Og sandt nok, så var det på den måde nemmere for mig at styre kampen i den retning jeg ønskede. Så den anden kamp vandt jeg, og det samme skete med søndagens kamp. Det bliver spændende om jeg kan holde denne fremdrift ved kommende brydekampe.