Navigation:    
Start  >  Blog 
> 23. november 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Over Hundested til Ellingelyng Torsdag, 23.11.17

Det var efterhånden på tide at jeg kom til Ellingelyng igen, for det var efterhånden et par måneder siden jeg havde været der sidst, og jeg plejer jo at tilstræbe at komme der en gang om måneden. Men jeg havde jo en del aftaler og arrangementer her i november, så det var lidt svært at finde to sammenhængende dage, hvor jeg kunne tage med Erik til Ellingelyng, og det skulle jo også passe med hans kalender. Men her tirsdag-onsdag var der et hul, da jeg ville komme hjem fra Berlin mandag aften og torsdag formiddag skulle til møde i Jobcentret. Så når først jeg havde afgivet min stemme ved kommunal- og amtsrådsvalgene tirsdag morgen ville jeg have fri frem til torsdag morgen. Det hul benyttede Erik sig af, så efter at han var kommet forbi tirsdag formiddag kørte vi til Lyngby for at få lidt frokost på Post Pub, et sted vi også havde besøgt ved en tidligere lejlighed. Og Erik var i eventyrhumør, for nu hvor vi af flere grunde for tiden ikke kunne tage sammen til USA eller andre spændende steder måtte vi søge mindre udfordringer, og Erik havde kastet sit blik på færgeoverfarten mellem Hundested og Rørvig, som han endnu ikke havde sejlet med. Hvorimod jeg trods alt havde sejlet med den færge femten år tidligere, hvor jeg havde besøg af Joachim fra Braunschweig og jeg brugte en weekend på at vise ham rundt i Nordsjælland, Helsingør, Tisvilde Hegn og Odsherred. Hvilket også var noget lettere når vi kunne køre rundt i hans bil og vi kunne benytte os af den samme færge for at kunne komme ned gennem Odsherred. Efter at have dokket i Rørvig skulle vi dog ikke køre direkte til København, men kun til Ellingelyng. Vel fremme i Ellingelyng havde Erik tanke på, at der måske ville være bramgæs i lagunen - men om der var eller ikke var kunne vi ikke udtale os om, da det nu var for mørkt til at kigge nærmere på gæs. Så vi nøjedes med at køre på indkøb i Højby, hvorefter vi kørte til hans sommerhus for at tænde op. Når jeg er i Ellingelyng plejer jeg så vidt muligt at løbe en tur langs stranden om morgenen og ellers bruge dagtimerne på at kløve brænde, men denne gang skulle jeg ikke lave nogen af delene, også fordi jeg ikke havde taget løbetøjet med. I stedet havde Erik nogle små vinterforberedelsesopgaver til os, og efter frokost kørte vi retur til Hvalsø da han skulle ind til Frederiksberg for at afhente et køleskab - og jeg kunne så få et lift med til København. Så det blev denne gang et temmelig billigt og forholdsvis inaktivt besøg. Men jeg må nok hellere komme op og kløve brænde inden jul.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.