Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. november 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Gennem eftermiddagens mørke til Raadvad Kro Lørdag, 25.11.17

Forrige år havde jeg tænkt, at jeg sammen med min bror og hans kone skulle tage ud og spise en julemiddag. Min bror holdt godt nok juleaften hjemme i Holme Olstrup, men det ville nok blive for stor en opgave at få mor med derned med de offentlige transportmidler. Derfor havde min bror i stedet foreslået, at vi ville tage hende med ud og spise en julefrokost her i København, og han havde også bestilt bord til os på Frederiksberg. Men da dagen oprandt var hun hverken til at hugge eller stikke i, så det endte med, at vi kun blev tre, der bænkede os til julefrokost på Frederiksberg. I år skulle det dog være anderledes. Jeg modtog nemlig et tilbud fra Spotdeal om en treretters menu på Raadvad Kro til 250 kr. i stedet for de normale 395 kr. Vi havde nemlig to gange tidligere været ude og spise på Raadvad Kro, hvilket hun havde været ret så begejstret for. Begge gange var vi gået dertil fra Holte station mens vi på hjemturen ligeledes havde gået til Klampenborg station, stationer, der begge kan nås med direkte S-tog fra Indre By. Men det var godt nok nogle år siden at vi sidst havde været på Raadvad Kro sammen, og ud over at det var tvivlsomt om min mor i dag kunne trave fra Holte til Raadvad og derfra videre til Klampenborg ville der også være udfordringen med at komme fra og til S-toget. For mig var udfordringen dog at overtale hende til at tage afsted væk fra plejehjemmet, for hvis det lykkedes ville min bror så klare transporten med sin bil. Og det lykkedes mig da også at overtale hende til at tage med, og vi kom da også op til Raadvad Kro. Ganske vist lidt vel mørkt, her klokken halv fem om eftermiddagen, men alligevel regnede jeg med at vi kunne gå den planlagte tur op til Eremitageslottet og tilbage. For da først vi kom ind i skoven og øjnene fik lejlighed til at vænne sig til mørket kunne jeg faktisk godt orientere mig. Men jeg havde åbenbart gjort regning uden mor, for inden længe sagde hun at hun blev træt af at gå. Til trods for, at hun jo elskede at gå og tydeligvis kunne gå hurtigere end mig (hvilket heller ikke kræver så meget). Så det blev en noget ujævn travetur op og ned - men i det mindste lykkedes det os at komme tilbage til Raadvad Kro i nogenlunde god behold. I hvert fald lykkedes det dette år at få mor med ud og spise, selv om det godt nok ikke var noget julemiddag.
www.raadvadkro.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.