Navigation:    
Start  >  Blog 
> 18. januar 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Eile mit Weile Torsdag, 18.01.18

Den 'blå' regering besluttede tilbage i 2015 at udflytte 4000 statslige arbejdspladser til provinsen for at der ikke skulle være for stor en koncentration af betydningsfulde arbejdspladser i hovedstaden. Og om det kunne man jo mene hvad man ville. Som københavner er jeg jo principielt set godt tilfreds med, at flere centrale funktioner ligger her i København, men der er jo også en grund til at man har en hovedstad. På den anden side kan jeg da godt forstå, hvis der er nogle af vores byer i provinsen, der føler sig forfordelt, men det praktiske problem kunne man vel løse ved at oprette en stribe kontorer i provinsen, som kunne varetage sagerne på lokale vegne. Men det flytter jo ingen arbejdspladser, og det var jo det, der var målet med udflytningen af arbejdspladserne. Men her i dag, næsten tre år senere, er det kun 2500 af disse 4000 arbejdspladser, der er flyttet ud. Og man har endnu ikke noget samlet overblik over, hvilke omkostninger det har haft at foretage en så massiv udflytning af videnstunge arbejdspladser. Man hører jo ofte, at de folk, der ligger inde med den største viden ikke har den større interesse i at flytte med jobbet. Måske fordi netop disse folk har solide rødder i jorden og måske ikke har den store lyst til at flytte, da de i forvejen er eftertragtede på arbejdsmarkedet. Rigsrevisionen er i øjeblikket i færd med at skaffe sig dette overblik, men de nedkommer først med en rapport til sommer. Så indtil da kan vi kun tage udgangspunkt i de mange læserbreve fra frustrerede statsansatte, der beklager sig over at skulle forlade sin hjemstavn og sit netværk til en usikker fremtid på den anden side af Storebælt. Det var ellers kun noget man gjorde med utilpassede tjenestemænd i tidligere tider. Ikke desto mindre har regeringen i går meldt ud, at man vil søsætte den næste bølge af udflytninger! Man skulle næsten tro, at regeringen netop gør det nu inden Rigsrevisionens rapport udkommer til sommer, således at den næste regering ikke bare kan rulle udflytningerne tilbage, men at Venstre kan stå som den store udflyttermester.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.