I dag havde Politiken i sin kultursektion en tresiders artikel om Berghain, det store technomekka i det tidligere Østberlin, og det fik mig til at fundere over, om jeg måske havde været der for nogle år siden. Jeg havde måske været der en råkold forårsaften, den store betonklods af en bygning jeg havde været i svarede meget godt til beskrivelsen i artiklen, og det gjorde den lange kø ved indgangen også. Jeg havde tidligere været ude i noget natteroderi i San Francisco hvor jeg var gået igen da jeg så hvor lange køerne var. Men her i Berlin var jeg i det mindste ikke alene, men sammen med et par fyre fra Prag, som havde foreslået at jeg skulle tage med dem til en gummiaften. De havde et hotelværelse i nærheden hvor jeg kunne klæde om, og derefter gik vi ad ukendte veje til lokaliteten for venuet. Det var allerede mørkt da vi gik, så derfor husker jeg ikke udseendet af den bygning vi skulle til, men jeg husker i hvert fald køen for at komme ind. Vi kom ind i en stor garderobe hvor jeg kunne deponere mit skiftetøj, da jeg ikke skulle med mine tjekkiske venner tilbage, så jeg var egentlig fri som fuglen da først jeg iklædt min heldækkende gummidragt kom ind i den store hal. Technomusik - jo det passede meget godt, men selv om det ikke står øverst på min hitliste gjorde situationen at jeg lynhurtigt følte mig grebet af stemningen. Måske også fordi der blev spillet så højt, at almindelig samtale var umulig. Men det var et spændende sted, hvor der også var noget at se på. Centralt i hallen var et stort podium, hvorpå der var et par flotte og letpåklædte fyre der dansede rundt. Sandsynligvis var de under påvirkning af stoffer, da det også skulle være ganske udbredt i Berghain. Men mig bekendt tog jeg ikke nogen stoffer. Siddepladser var ikke rigtigt noget man gjorde sig så meget i her, men dengang havde jeg heller ikke så meget behov for det som i dag. Jeg holdt mig i stedet i nærheden af en af de mange små barer der var omkring i lokalet. Og sammen med tre-fire andre fyre, heriblandt mine to tjekkiske venner, skiftedes vi til at hente forsyninger, og ellers kunne jeg bare gå på opdagelse. For mig var dette et rent mekka, og flere gange var jeg oppe på balkonen, hvorfra jeg ikke blot kunne skue ud over det store menneskehav, men også søge eventyret i nogle af de tilstødende darkrooms. Hvor længe jeg blev der husker jeg naturligvis ikke, men jeg husker da jeg tidligt om morgenen var ude på gaden igen for at finde vejen til den nærmeste S-banestation.