|
|
Nattens beskytter
|
Søndag, 04.02.18
|
Jeg har nu adskillige gange i de forløbne år, når jeg har opgjort hvad jeg har hørt af musik på mit musikanlæg, hvad enten det har været pladespiller eller de mere moderne CD-skiver, været specielt opmærksom på, hvorvidt der har været nogle af de gammeldags LP-plader der har tiltvunget sig vej til min personlige Top Ti for de enkelte måneder. Og været ganske tilfreds når der stort set hver måned har været en LP at finde på listen. Og ved så godt, at i dag er det i stigende omfang hverken LP-plader eller CD-skiver der tegner markedet men streaming over internettet. Men den galej er jeg aldrig sprunget på fordi jeg ikke ønsker at betale for hvert stykke musik jeg måtte ønske at høre. Og i øvrigt ikke finder den musik man hører i radioen i dag særlig spændende - selv om min brydekammerat Romano i Berlin påstår at der stadig laves god musik, det spilles bare ikke i radioen. Jeg må nok medgive at jeg mest er til den slags musik der blev spillet i min ungdom, og den uden tvivl også kan streames i dag. Men det kræver jo en computer med internetforbindelse, og selv om jeg har en sådan er det jo meget nemmere blot at smække en plade på grammofonen. En af de LP-plader jeg specielt og tit og ofte vender tilbage til er albummet Night People indspillet af det engelske band Classix Nouveaux i 1981. Altså netop en plade fra min ungdom, og det er pudsigt, at jeg har syntes mere og mere om det album som årene er gået. Classix Nouveaux var et London-baseret New Wave band, der var med til at udgøre New Romantic-bølgen i start-firserne, og Night People var gruppens første album fra 1981. Specielt fænger de massive trommer mine ører, spillet af B. P. Hurding, kaftigt assisteret af keyboardspilleren Mik Sweeney. Men mest iørefaldende er dog Sal Solos til tider operaagtige vokal. Hvilket især høres på pladens afsluttende nummer The Protector of Night, som gennem årene har givet mig mange spændende associationer, og ofte er den grund til at jeg sætter pladen på. Og for at høre dette nummer må jeg nødvendigvis høre hele pladen igennem! Guitaristen Gary Steadman forlod i øvrigt bandet efter Night People og spillede efterfølgende i A Flock of Seagulls, et andet band som også hyppigt ses på min Top 10, og der er uden tvivl en sammenhæng dermed.
|
|