|
|
På et hængende hår
|
Onsdag, 28.02.18
|
Endnu en gang lykkedes det mig i den netop afvigte måned at få løbet flere kilometer end i samme måned året før, da jeg lige akkurat fik presset mig op til 16 km, hvilket var halvanden kilometer mere end i februar året før. Men det var på et hængende hår, for efter at første halvdel af måneden havde været forholdsvis mild med kun lette snebyger slog vinteren til med "sibirisk kulde" i den sidste trediedel af måneden med nattemperaturer ned til ti minusgrader og dagtemperaturer på fem. Hvilket jo ikke er så meget i forhold til hvad jeg havde oplevet på tidligere vintre, men jeg havde stigende problemer med at få løbet på den frosne jord. Det burde ellers ikke have været noget problem, da der her i Københavnsområdet ikke faldt sne af betydning, men frosten gjorde jorden hård som beton, og jeg skulle ikke løbe mange kilometer før jeg fik ondt i benene, specielt det højre knæ. Det skyldes dog snarere at disse løbesko er ved at være flade, da jeg ikke har haft råd til nye løbesko i to et halvt år! For at sikre at jeg kunne opnå månedens målsætning lagde jeg en ekstra slynge på turen i Hareskoven lige et par dage før frosten for alvor slog igennem, således at den tur nåede op på knap syv km og derved blev den længste i lang tid, men dog ikke så lang som min Raadvad-tur, som ellers er min foretrukne tur når jeg gerne vil løbe en lidt længere tur. Af denne måneds 16 km var blot 4,4 km løbet på bånd, så til trods for kun to udendørs løbeture har jeg opretholdt min anden målsætning om at løbe over halvdelen af kilometrene ude i naturen. Ellers har det været lidt skralt med øvrige aktiviteter, for hverken for udendørs løbeture, fysio eller vægttræning har jeg opfyldt min hensigt om at lave disse tre aktiviteter mindst en gang om ugen. Til gengæld lykkedes det mig at få gang i brydningen igen, da jeg både var i Berlin og Düsseldorf for at bryde med ialt fem forskellige modstandere, hvoraf fire af dem dog var nogle jeg havde brydet med før.
|
|