Tilbage i 2016 havde jeg planer om at tage til Paris for at bryde, da jeg var blevet inviteret af en fyr fra Paris' forstæder, som jeg kunne bo hos de dage hvor der skulle brydes - og det gav potentielt også mulighed for at bryde med flere andre brydere fra nabolaget; en enkelt ville tilmed rejse hele vejen op fra Nice for at bryde med mig. Men selv om jeg allerede havde købt billetten blev den tur ikke til noget da der udbrød strejker i Frankrig, med det resultat, at jeg ikke ville kunne flyve hjem som planlagt, da flyet hjemover blev aflyst. Og nu er det samme ved at gentage sig, dennegang dog herhjemme. For min invitation gjaldt stadig, og jeg kunne regne ud, at jeg denne april ville have råd til at købe en ny billet. Men det ville derved blive sammenfaldende med overenskomstforhandlingerne herhjemme, og her kan man ikke blive enige. Fagforeningerne har derfor varslet strejke for op mod 100.000 arbejdere fra 4. april, men Kommunernes Landsforbund og staten har svaret igen med at melde lockout for henved 400.000 ansatte i kommuner, regioner og staten, og det kan af mange ses som en unødig optrapning af konflikten. Fagforeningerne har tre hovedønsker, og det er dels at lærernes arbejdstid igen kan reguleres efter overenskomst, som der er tradition for efter 'den danske model' og ikke efter lovindgreb, som situationen har været for lærerne siden 2013. Dels et ønske om at få skrevet den betalte frokostpause ind i overenskomsten, når nu de offentligt ansatte de fakto alligevel får lavere løn end de privatansatte. Og sidst, men ikke mindst, et mere traditionelt krav om højere lønninger, hvilket denne gang beror på den igangværende højkonjunktur, således at man ikke også denne gang vil slæbe efter lønniveauet på det private arbejdsmarked. Man kan måske undre sig over, at statens chefforhandler, Sophie Løhde, ikke tænker sig om to gange inden hun risikerer at kaste hele landet ud i en storkonflikt. Men hun har jo gode grunde til at agere som hun gør, for det offentlige sparer jo bunker af penge på de hundredtusinder af arbejdere, der nu ikke skal have løn. Indtil det hele ender med et lovindgreb, som staten jo alligevel kan bestemme betingelserne for. Ligesom det skete med lærerne i 2013. Og min planlagte tur til Paris bliver nu udskudt til efteråret.