Jeg har aldrig følt mig sikker på Facebook - hvilket også er grunden til at jeg aldrig har fået en profil der. For hvorfor skulle man afgive en masse personlige oplysninger til et foretagende, som man slet ikke kender? Jeg har jo haft min egen blog her på viaalpina.dk længe før der var noget der hed Facebook, så hvis folk ønsker at vide noget om hvordan jeg er som person kan man jo blot kigge indenfor her.
Første gang jeg hørte nogen sige noget om, hvad man kunne bruge Facebook til var for nogle år siden, hvor jeg hørte et par unger snakke i bussen om hvor mange 'venner' de havde på Facebook. Ja, venner, sagde de, men jeg har aldrig kunnet betragte nogen som mine venner hvis ikke jeg havde set dem, talt med dem og allerhelst også følt dem fysisk. Men sidenhen er jeg i stigende grad blevet opmærksom på, at jeg ikke længere hører så meget om hvad mine venner foretager sig. Kunne det måske tænkes, at de hellere informerer Facebook end deres fysiske venner? Og hvad er mon grunden til, at de fleste radioprogrammer og en mængde organisationer blot henviser til deres Facebook-side hvis man ønsker kontakt med dem? Hvorfor skulle man dog skrive til et foretagende, som ikke har noget med modtageren at gøre?
Netop i disse dage svømmer ikke bare de danske medier over med nyheden om, at et læk hos Facebook for to år siden gav adgang til det engelske firma Cambridge Analytics om at indsamle data om 50 millioner Facebook-brugere, som de kunne bruge til at udvikle adfærdspsykologiske modeller. Hvilket gav dem mulighed for at skræddersy kampagnebudskaber til de enkelte Facebookbrugere. Specielt udbytterigt blev metoden anvendt ved Trump-kampagnen i 2016! Og når man ved, at et stigende antal personer ser Facebook som deres primære nyhedskilde kræver det ikke den større intellekt at se, at disse datakrummer kan stykkes sammen til et højpotent våben. Så når Facebook forsøger at slå sig op som en ven for alle bliver det mere og mere tydeligt at de kun er venner med sig selv og deres mange penge. Ligesom andre store tech-firmaer.