Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. marts 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Traner over København Søndag, 25.03.18

Vi har nu haft vinter længe nok, for hver gang det føltes at der var en smule forår på vej slog vinteren til igen med kraftig blæst og isnende kulde fra øst. Hvilket af medierne herhjemme straks blev omtalt som at den sibiriske vinter havde indfundet sig. Ganske vist har jeg aldrig været i Sibirien, og da slet ikke om vinteren, men her i København har vi mig bekendt ikke på noget tidspunkt haft tocifrede minusgrader denne vinter, omend der var flere dage jeg ikke bevægede mig udenfor min varme stue og lukkede for ventilationen for at dæmme op for trækken. Men i dag var vejret ganske brugbart, temperaturen havde krøbet helt op på seks plusgrader og der var kun en svag vind fra vest. Ikke den kraftige blæst fra øst vi havde vænnet os til. Så for at forsøge at rette en smule op på mine manglende udendørsaktiviteter tog jeg ud for at løbe en god tur i Dyrehaven: den gode lange tur ud til Raadvad og vende, som jeg ikke havde løbet i et halvt år. Og selv om nogle af sumpsøerne ved Mølleåen stadig var delvist islagte og jeg syntes der stadig lå sne eller is i græsset var det nu bare nogle pytter, som den farveløse himmel spejlede sig i. For sol fik vi aldrig rigtig i dag, selv om den flere gange gjorde forsøg på at bryde igennem det udtyndende skydække. Men jeg fik da løbet hele turen tilbage til Klampenborg, og da jeg efter den korte togtur til Svanemøllen langsomt og med smadrede ben kæmpede mig hjem fra Svanemøllen hørte jeg en lyd, som jeg ikke havde hørt i årevis. Og gik længe og funderede over hvor jeg mon havde hørt den før - indtil svaret slog mig som en klaphammer mellem øjnene. Den lyd havde jeg hørt en forårsdag i Västergötaland for flere år siden da jeg vandrede ud fra Limmared. For det var selvfølgelig traner jeg havde hørt der i Västergötaland, så naturligvis var det også traner som var på vej mod deres sandsynligvis stadig dybfrosne ynglelokaliteter der i det svenske. Jeg har aldrig før set traner her i det københavnske, men der var ingen tvivl mulig. Vejret i dag svarede jo også til vejret jeg havde oplevet hin forårsdag i Västergötaland, så noget kunne tyde på at vinteren nu for alvor var ved at være slut. Ganske vist siger vejrudsigten at vi får frost igen i næste uge, men det bliver nok ikke nogen påskesnestorm.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.