Det var ellers meget tæt på, at jeg i denne måned ikke kunne få løbet mere, eller bare det samme, som jeg fik løbet i marts 2017. For kombinationen af den frosne jord og realiseringen af at mine løbesko nu var uhjælpeligt flade gjorde, at jeg skulle halvvejs ind i marts i år før jeg fik løbet min første tur udendørs. Heldigvis havde jeg ganske usædvanligt overskud på kontoen, således at jeg alligevel kunne købe nye løbesko, således at jeg kunne genoptage mit løb. Men frosten varede ved, og selv om jeg ikke længere kunne bruge den frosne jord som undskyldinng for ikke at komme ud at løbe må jeg indrømme at jeg efterhånden var blevet magelig nok til at jeg foretrak at tilbringe middagsstunderne indendørs i den varme stue i stedet for de kolde skovstier. Brydningen blev heller ikke rigtig til noget, for vinterens lommesmerter havde umuliggjort at tage ud og besøge nogle f de mange bryde-kontakter jeg har, så det eneste mulige blev en headscissor session i Malmö. Måske det også smittede af på de indendørs aktiviteter, hvor jeg som det eneste holdt nogenlunde fast ved træningen i fysioterapien, mens jeg kun kunne tage mig sammen til to besøg i motionscentret, mindre end det halve af hvad jeg burde have gjort. At det overhovedet skulle lykkes mig at komme op på 21 km her i marts skyldes at det var en usædvanlig lun dag den dag jeg var i Dyrehaven så jeg blev inspireret til at løbe min Raadvad-tur, som oven i købet var et halvt minut hurtigere pr km end da jeg løb den tur forrige gang i oktober. Indendørs løb i denne måned løb op i 6,6 km, så derved holder jeg da stadig princippet om, at over halvdelen af månedens løb skal være udendørs.