Nu har jeg i snart mange dage hørt om, at der skulle være forår på vej. Vejrudsigten påstår hårdnakket, at vi i dag skulle få op til tyve graders varme, og Søren Ryge skrev i lørdagsavisen om lyksalighederne ved tyve graders varme. Hvordan han kunne arbejde ude i skjorteærmer og høre gransangerens tjif-tjaf, vibernes skrig fra engene og lærkerne overalt. Men han bor jo også på Djursland, mens vi her på Østerbro tilsyneladende er meget langt fra Djursland og tydeligvis meget tættere på Putins tundra. For tyve graders varme gælder åbenbart ikke her over Østerbro, hvor vi siden fredag blot har været knuget af det allestedsnærværende tunge skydække, der ikke slipper meget sollys igennem. Så hjælper det ikke så meget at vejrudsigten siger, at det er koldere i kystnære omgivelser. I det mindste ligger der da ikke længere sne udenfor - men jeg er nu glad for at radiatoren virker, og at administratoren ikke har ladet sig forblænde af vejrudsigtens optimistiske prognoser og lukket af for varmen i anledning af foråret. For trods positive meldinger fra her og der sidder jeg stadig og skutter mig med sweatshirten trukket over mig. Det er muligt, at lufttemperaturen ikke længere er så kold som jeg husker det fra sidste gang jeg var udendørs, men det mærker jeg jo ikke noget til, da jeg på grund af vejarbejdet udenfor må holde vinduerne lukket i forsøg på at holde larmen fra trykluftsboremaskinerne nede på et minimum. Det kunne ellers være ganske rart at få noget frisk luft ind i min beklumrede lejlighed - og måske mærke når foråret en dag skulle komme. For på et eller andet tidspunkt vil foråret trods alt også komme her til Østerbro. Men tilsyneladende ved ingen hvornår, så længe vi gemmer os under havgusen her.