Springvand har egentlig aldrig rigtig sagt mig noget. Bevares, de har da ofte været pæne at kigge på, men mestendels har de haft til opgave at være et dekorativt element til en bygning eller et andet byggeri. Men egentlig at videregive en særlig stemning synes jeg aldrig et springvand har formået. Med én undtagelse: Gefion springvandet mellem Kastellet og Nordre Toldbod i Københavns havn. For de kaskader af vand, der med utæmmet kraft sprang fra Gefions plovskær da hun med sine fire jættestærke okser fnysende og brølende pløjede et stort hul i Sveriges grundfjeld, idet den svenske sagnkonge Gylfe på Odins bud havde givet gudinden Gefion lov til at beholde det land, hun kunne pløje ud af Sverige i løbet af en nat. Og derved skabtes Sjælland. De gange i 90'erne hvor jeg løb med i Havneløbet gennem Københavns Havn var Gefionspringvandet altid et fast holdepunkt, og når jeg var der sad jeg ofte ved bassinkanten og filosoferede. For der var noget udansk over det springvand, en vildskab som man ellers aldrig oplever i Danmark, og det havde et tydeligt præg af den vilde svenske natur. Men bunden af springvandet var utæt og ved årtusindskiftet blev der lukket for vandet til Gefion. Indtil 7. september 2004, hvor springvandet blev genindviet efter renoveringen. Men siden har jeg ikke været meget på Havnen, og derfor kom det som en overraskelse da jeg i 2016 havde en galicier på besøg og skulle vise København, og ganske undrende kunne se Gefionspringvandet tørlagt. Også dengang var hele Indre København lukket af vejarbejder, og jeg antog at afbrydelsen af vandet nok havde sammenhæng dermed. Men da jeg forrige weekend igen var på bytur, denne gang med en waliser, var der stadig ikke en dråbe vand i Gefions store kumme. Så hvem er det, der ønsker at fjerne de få oplevelser, der er til stede i København? Og hvorfor?

Gefion, der med sine øksne pløjer Sjælland ud af Sverige