Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. juni 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En god dag på arbejdet Fredag, 22.06.18

Jeg har nu været to uger i praktikken hos R.Revision, og jeg må sige, at det faktisk går udmærket. Jeg har aftalt gennem HKI at jeg skulle i en 20-timers praktik, og i den forrige uge var jeg der i 22 timer, den sidste dag endog en time længere end aftalt, for der var lige en opgave jeg ville være færdig med inden jeg gik hjem. Og i denne uge var jeg der i fire dage (mandag, tirsdag, torsdag og fredag) á syv timer, ialt 28 timer. Og jeg har aldrig arbejdet så meget i løbet af en uge siden jeg arbejdede i Vallensbæk for snart mange år siden. Og så længe jeg har noget at rive i er det ganske udmærket. De første dage i denne uge var ganske vist lidt kedsommelige, idet Robert havde mere end nok at arbejde med, da det er ved at være sidste udkald for de regnskaber der skal være færdige inden 30. juni, så han havde ikke rigtigt tid til at give mig instrukser. Ganske vist har jeg jo adgang til internettet, men så meget tid kan jeg heller ikke bruge på at checke de sædvanlige hjemmesider. Således var dagen i går overvejende spildt, idet jeg skulle taste bilag for et firma i Dragør ind - men da de så skulle lægges ind i regnskabsprogrammet viste det sig, at alle de data jeg havde skrevet i Excel-filen allerede lå i programmet. Så jeg måtte blot nøjes med at lave regnskabsopstillingen for de data der allerede var der. I dag havde jeg så en ny og passende opgave, idet jeg skulle taste data ind for en taxivognmand i Ishøj, og da det var gjort skulle jeg finde de passende bogføringskonti. Her hos R.Revision arbejder man hverken med Navision eller SAP men med et helt tredje program, e-conomics, som alt sammen foregår via internettet. Selvfølgelig er det lidt bøvlet at skulle lære et ny program, men e-conomics har bestemt også sine fordele. Idet selve indtastningen finder sted i Excel, og som derefter lægges ind som kladde i e-conomics. Og man behøver ikke at bogføre noget for at kunne få et brugbart resultat ud af det, idet man kan lave en regnskabskladde på baggrund af bogføringskladden. Og hvis der er noget, der ikke ser rigtigt ud kan man blot rette i bogføringskladden og lave et nyt regnskab, der ser bedre ud. Og når regnskabet er helt i orden kan man bogføre kladden, hvorefter regnskabet bliver fastlåst. Så e-conomics tror jeg godt jeg kan vænne mig til.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.