Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. juni 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Åh, den herlige bil! Mandag, 25.06.18

Det seneste års tid - og længere endnu - har jeg hver morgen stillet ind på radioens P4. Og hver eneste morgen har jeg hørt på de daglige meddelelser om køkørsel og tung trafik på Sydmotorvejen i retning mod nord og på Helsingørmotorvejen i retning mod syd. Samt de sædvanlige kødannelser på Motorringvejen. Der har ellers for ikke så længe siden været et større vejarbejde på Sydmotorvejen, der derved er blevet udvidet til fire spor hver vej. Men tilsyneladende har det ikke hjulpet, og det lader til at kritikerne har haft fat i den lange ende når de sagde, at i det øjeblik hvor man udvider en motorvej er den blevet for lille. For en motorvejsudvidelse betyder jo bare at trafikken flyder derhen, og trafikpropperne blot opstår på andre lokaliteter. Eksempelvis har jeg i de seneste år hørt udsagn om at der er kø ved Lellinge. Lellinge har jeg knap nok kendt, dengang det bare var en lille landsby hinsides Køge, men i dag er det et større knudepunkt, hvor Sydmotorvejen fra Rødby og Vestmotorvejen fra Storebælt mødes og i morgentimerne pumper trafikken ind i København. Og det er jo ikke bare en gang disse kødannelser finder sted, men hver evig eneste dag. Jeg har lidt svært ved at forstå hvorfor der er så mange der vælger at bo så langt væk fra sin arbejdsplads at det skulle være nødvendigt at bruge en bil for at komme til og fra. Al den køkørsel stresser jo også, hvilket jeg selv har bemærket nu hvor jeg er begyndt at arbejde på et revisionskontor i Valby. Ganske vist har jeg en bus der kører lige fra Østerbrogade til Vigerslev Allé, men selv om jeg ikke selv kører kunne jeg tydeligt mærke at jeg blev stresset af at skulle gennem Indre By, der i myldretiden er proppet med trafik. Så i dag tager jeg toget til Hovedbanen og kører videre med bussen derfra, ud af byen. Selvfølgelig kan man også blive forsinket med bussen, men i dag ankom toget netop som jeg kom ned på perronen, og bussen fra Hovedbanen ventede lige de nødvendige sekunder for at jeg også kunne komme med. Se dét er service.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.