Navigation:    
Start  >  Blog 
> 27. juni 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nick Cave til hest Onsdag, 27.06.18

Musikeren Nick Cave er godt nok ikke den fyr jeg hører mest. Bevares, han har da lavet adskillige ørefængende numre med sange fra sit mørke univers, hvor man altid fornemmer at der venter en morder lige rundt om hjørnet. Men jeg har aldrig skaffet mig nogle plader med ham og hans Bad Seeds, som han kalder sit backing band, og Nick Cave er heller ikke den mest spillede på de radiokanaler jeg hører. Men måske som følge af mit begrænsede kendskab til Nick Cave slår jeg gerne øjnene op når de falder på en artikel om ham - og specielt en artikel som den der var i Politiken i går. Nick Cave stammer nemlig fra den australske udørk Warracknabeal, og i en by, hvor den største turistattraktion ellers er et museum for landbrugsmaskiner, vil man gerne hylde sit berømte bysbarn ved at rejse en rytterstatue i bronze af ham. Nick Cave selv er med på ideen og kalder det efter sigende "et temmelig smukt stykke homoerotisk kunst", idet han selv skal være afbildet iført lændeklæde og en brændende fakkel i hånden på den stejlende hest - og ikke andet. Det viste forslag er udtænkt af billedhuggeren Corin Johnson siden engang i 1990'erne, hvor han stødte på Nick Cave og hans band på et spillested i London. Dengang var det nok mere ment som en joke, men siden er der kommet mere kød på planerne, idet den lokale kulturpolitiker nu arbejder med på at skaffe de cirka 1,3 millioner kroner, som skulpturen vil koste i naturlig størrelse.


Nick Cave Monument

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.