Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. juli 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Global opvarmning - eller blot lokal tørke? Søndag, 22.07.18

Nu er det over to måneder siden at vi har set en ærlig regndråbe her i Danmark. Og det har tydeligvis sat sit præg på ikke bare vegetationen herhjemme, men også hverdagen som sådan. Det vakte et vist røre herhjemme da de første kommuner indførte afbrændingsforbud, og det steg til nye højder da det efterfølgende medførte at der i stort set hele landet ikke kunne afbrændes de traditionelle sankthansbål. Men overraskende nok (eller måske ikke så overraskende) har vi hurtigt vænnet os til det. Nok fordi de fleste føler det er en ringe pris at betale for at få århundredets sommer, som vi ellers skal flyve til Middelhavet for at opleve. Kun landmændene brokker sig over at de ikke kan få vand til deres marker og høstudbyttet tegner til at blive historisk lavt. Men landmændene har jo ry for altid at beklage sig. Selv om det denne gang nok er mere seriøse problemer. Selv om medierne mere viderebringer beklagelser over at isproduktionen går ned når køerne ikke kan producere nok mælk på grund af tørken.
Værre har de det i Sverige, som jo ellers ikke er et land vi plejer at forbinde med tørkeproblemer. For tørken er her mindst lige så kraftig i det centrale og nordlige Sverige hvor der er en konstant tvekamp mellem brandmændene der forsøger at inddæmme de mange brande der er i det område, og som efterhånden har lagt et område på størrelse med Møn i aske. Omkring et halvt hundrede brande raser især i Älvdalen, Dalarna, Jämtland og Västra Norrbotten, og når man ved hvor ufremkommelige disse egne kan være er det ikke svært at forestille sig hvor umulig opgaven er. Der er ingen udsigt til nedbør af betydning, derimod er der varslet hedebølge i området i den kommende uge. Man er tilmed begyndt at frygte at brandene kan blive ved indtil vinteren kommer. Svenskerne har fået brandslukningsmæssige forstærkninger fra en lang række EU-lande, og selv Danmark har sendt beredskabsstyrker til Sverige, hvor de blandt andet har fået tildelt et område hvor de skal forsøge at tæmme en brand i et område, således at den ikke breder sig til et større kraftværk. Så vi er mange der efterhånden godt kunne tænke sig mere end en kraftig byge.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.