Mødet med Gældshuset bragte klarhed over tingene. For så længe de havde penge til gode kunne de komme efter hvem som helst, hvis navn stod på selvskyldnererklæringen, og de var ikke forpligtet til at informere de andre personer hvis de havde lavet en underhåndsaftale med nogen af personerne. Ligeså var de heller ikke forpligtet til at give et tilsvarende tilbud til de andre personer i aftalen. Det var at betragte som et loppemarked, hvor det tilbud, som en person kan opnå gennem forhandling ikke blot kan kræves af en anden person, heller ikke selv om personen i dette tilfælde også står på deltagerlisten. Så jeg må nok indstille mig på, at jeg ikke kan kræve at få et tilsvarende tilbud, som doktor Hansen og Mathorne havde opnået for 25 år siden. Tilsvarende kunne jeg heller ikke bruge det til noget, at Sjøstedt for nylig havde indgået en aftale om, at han kunne slippe ud af det ved at betale 100.000 kr med 3.000 kr om måneden hver måned. Fyren fra Gældshuset sagde, at jeg blot skulle være glad for, at den resterende gældsbyrde blev mindre i takt med at Sjøstedt betalte sine 3.000 kr om måneden. Når han har betalt sit sidste afdrag er han ude af sagen, og så står jeg tilbage med en stor restgæld, som jeg er den eneste til at betale, efter at Nicolaisen for mange år siden stak af til Californien. Det eneste jeg måske kan gøre er, at opnå en brugbar betalingsordning gennem forhandling. Hvilket ikke bliver let, for jeg har jo stadig andelslejligheden, som advokaterne har ret til at kræve solgt for at de kan få deres penge. Hele denne historie kommer nok til at kaste et dystert skær over den tur til Delta, som jeg tog af sted på samme dag som jeg havde mødet med Gældshuset. Måske denne tur til Delta blev den sidste som jeg ville have råd til, men det må de kommende måneder vise. Lige her og nu var økonomien i orden, så i lufthavnen købte jeg en opgradering til Plus-klassen, som jeg havde gjort med succes det forrige år. Således at jeg kunne flyve med en kvalitet, som man i gamle dage fløj på økonomiklassen med uden at skulle betale ekstra. Jeg har godt nok et par enkelte gange fløjet Business, men det føler jeg nu er for fint til mig, for så betaler man for en luksus man slet ikke har behov for. Jeg har i hvert fald ikke.