For ti år siden lykkedes det mig med tre tilløb endelig at gennemføre den fine vandretur gennem det vestlige Värmland fra Rudsbyn til Charlottenberg gennem Glaskogen og nærliggende skovområder, og det kastede blandt andet følgende kommentar fra sig på min blog: "De følgende dage, hvor vi skulle følge Pilgrimsleden, blev derimod en noget blandet affære, idet stien her tilsyneladende ikke var blevet gået i femten år, og man derfor skulle have indianerblod i årerne for at kunne følge markeringene. Til gengæld lærte jeg at de värmlandske skovveje faktisk er ganske fine til vandring, da der stort set ingen trafik er og det tilvoksede grus er et udmærket underlag at vandre på. De sidste to dage stiftede vi så bekendtskab med Kyrkleden, som lige som i Glaskogen var ganske fin vandring, velmarkeret og på for det meste gode og tørre stier gennem Valfjällets halvåbne skov med bund af lynghede. Tilmed blev den ellers trivielle transport løst på en fin og effektiv måde, idet vi fløj med Skyways til Karlstad, hvorfra der kun er en halv time til Arvika eller en time til Charlottenberg. Så jeg har på denne tur fået flere ideer der kan gøre fremtidige ture heroppe lettere."
Selv efter jeg ikke længere lavede de lange vandreture til Lappland, som jeg havde gjort i 80'erne har jeg godt nok fået gået mange fine ture oppe i Sverige så længe det var muligt inden jeg blev ramt af blodproppen i 2013, og jeg fik lynhurtigt lært, at jeg fik et bedre og mere positivt indtryk i takt med at turene blev længere og fik det mere civiliserede Skåne på afstand. Mange af disse vandreture har jeg fået lavet sammen med Allan aka Piv, men desværre var det ikke meget han delte min fascination af den store vildmark, og i større og større omfang måtte jeg lave disse længere ture alene, hvilket naturligvis også gjorde rygsækken tungere når jeg ikke havde en makker at dele fællesudstyret med. Den sidste af disse LSD-vandreture i Sverige jeg lavede, fandt sted i 2012 og gik til Halland, men netop den tur til Glaskogen, som jeg gjorde for ti år siden, står stadig som en af de bedste vandreture jeg har lavet i nyere tid. I dag, hvor mine muskler svinder fordi jeg ikke har fået lavet så meget siden jeg blev ramt af blodproppen, vil jeg næppe kunne lavet turen i Glaskogen igen, og det hjælper heller ikke, at jeg på papiret har planlagt en ny tur længere nordpå, til Grövelsjön, for jeg vil nok ikke engang kunne gennemføre rejsen derop med alle de tog- og busskift der vil være nødvendige. Og så hjælper det heller ikke noget, at Skyways ikke længere flyver direkte fra Kastrup til Karlstad.
Dagblog 18. september 2008: Tredie gang er lykkens gang