Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. september 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Formel1 får den kolde skulder i København Lørdag, 22.09.18

I adskillige år har der været snak om, at tidligere Venstrepolitiker Helge Sander og pengemanden Lars Seier Christensen gerne så, at København kunne være lokalitet for et Formel1-løb. Hvilket jeg lige så længe har undret mig over. For ganske vist vil København jo være en ganske spændende kulisse for dette verdensberømte racerløb, men bare fordi man kan gøre det betyder det ikke nødvendigvis at man skal gøre det. Et sådant stort arrangement kan koste et beløb på op mod en halv milliard i offentlige investeringer, men der er ingen garanti for at byen på nogen måde kan gøre disse investeringer rentable. For at lodde stemningen i borgerrepræsentationen har overborgmester Frank Jensen søgt opbakning om projektet, men selv om han fik opbakning fra det snævrest mulige flertal viste det med al tydelighed, at den brede politiske opbakning han søgte aldrig var til stede. For hverken Radikale, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten eller Alternativet ønskede at bakke op om et Formel1-projekt. Og som følge heraf har han i går morges meddelt finansminister Kristian Jensen (V) at han ikke længere støtter projektet - og dermed er muligheden for et Formel1-løb i København ude af billedet.
Man kan derved mene, at reklameværdien ved et Formel1-løb hører en svunden æra til. For i dag, hvor det ene land efter det andet har besluttet at udfase biler med forbrændingsmotor, det være sig benzin eller diesel, og hvor København ønsker at markedføre sig som en CO2-neutral by, er det et helt forkert signal at sende med Formel1. Hvis man fra Københavns side ønskede at markedsføre sig og sin CO2-neutrale politik skulle man i stedet have satset på af afholde et FormelE-løb, hvor alle bilerne i væddeløbet skulle drives af el eller brint og ikke bare af sort energi med ditto udstødning.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.