Siden jeg første gang hørte tale om PCB en gang i 80erne har jeg haft det indtryk, at det er noget man skal holde sig fra. PCB er et kunstigt fremstillet kemikalium, som jeg hurtigt fandt ud af blev meget brugt i byggematerialer, hvorfor der altid skulle bruges særlig afspærring når der skulle renoveres bygninger med PCB, eller hvis de skulle rives ned. Altså lidt ligesom asbest, men noget kunne tyde på at PCB er et endnu farligere stof. Politiken havde en temaartikel i dag, der fortæller flere artigheder om PCB. For PCB er et flygtigt stof, så hvis det kan se sin chance til det, så stikker det af. Derfor kan man ikke bare brænde det af, for så fordamper det og flygter ud i atmosfæren, som vi menesker også kan lide at bruge som affaldsspand. Ude af øje, ude af sind. Men det holder sig kun airborne så længe luften er varm, for når det bliver koldt så fortættes det og synker til jorden. Eller rettere havet, som jo udgår cirka 70% af Jordens overflade. Men så er det jo væk, ik'? Næ, for PCB forsvinder ikke bare ved at komme i havet, men bevarer stadig sine egenskaber, skader forplantningsevnen, er hormonforstyrrende og potentielt kræftfremkaldende. I vandet bliver PCB optaget af havets planteplankton og bevæger sig herefter op gennem fødekæden, gennem vandlopper og mindre og større fisk, som siden bliver spist af sæler, som er en lækkerbisken for spækhuggere. Når de i spækhuggerne når toppen af fødekæden bevæger PCB'en sig ikke længere, men bliver i stedet koncentreret i fedtvævet på disse store tandhvaler. PCBs skadevirkning var grunden til, at anvendelsen af PCB har været forbudt worldwide siden 1986, men da PCB kun dårligt kan nedbrydes er det stadig stort set intakt, og det betyder at stoffets skadevirkning koncentreres i spækhuggerne. Dette har forskere fra Aarhus Universitet under ledelse af Rune Dietz undersøgt nærmere, og resultatet er alarmerende. For selv om spækhuggeren er udbredt over hele kloden står over halvdelen af verdens bestande foran et gigantisk kollaps, med risiko for helt at uddø om 30-50 år. For som filosof Klemens Kappel siger, er det endnu et eksempel på, at den menneskelige civilisation har så afgørende betydning for mange andre dele af klodens liv. Problemet er, at vi ikke erkender det eller forudser det, før skaden er sket.