Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. oktober 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Hvorfor skal det være så besværligt? Tirsdag, 16.10.18

Efter at havde afsluttet årets vigtigste og mest langvarige tur, nemlig de to uger i New Jersey og Delta, var jeg vendt tilbage til den daglige trummerum i København - og skulle selvfølgelig igen udsættes for S-togets fortrædeligheder. Det vil sige: S-togene er der som sådan ikke noget i vejen med, og jeg ville aldrig kunne bevæge mig rundt i storbyen hvis ikke jeg havde S-toget som det faste stillads for offentlig transport. Men hvorfor i hulen gør man det mere besværligt end nødvendigt, når nu det var så godt i forvejen? Det begyndte med Nørreport station, hvor DSB besluttede at ændre standsningspositionen for S-togene i nordlig retning. Tidligere havde nordgående S-tog altid standset mellem hovednedgangen og den nordlige nedgang, men i dag standser toget først hinsides den nordlige nedgang, hvilket betyder en unødvendig travetur fra hovednedgangen til S-toget, og den nye elevator (som jeg som regel bruger når jeg skal til og fra stationen) befinder sig nærmest den sydlige nedgang, så jeg nærmest skal trave hele stationens længde for at nå frem til toget. Og noget lignende har man gjort ved Valby station, men det kan vel skyldes, at der i mellemtiden er kommet en direkte nedgang fra broen med Toftegårds Allé. Men det var så hvad det var, for jeg skal bare indregne et ekstra minut når jeg skal til og fra Nørreport station, og det skal jeg jo langtfra hver dag (selv om det er den mest benyttede station i landet). Men en daglig kilde til irritation er det, at man har fjernet de trykknapper, man i de nye S-tog tidligere brugte når man skulle åbne mellemdørene fra indgangspartiet til kupéerne. I stedet har jeg aflæst, at man i stedet skal opføre en fransk dans foran døren, og hvis man har gjort det godt nok åbner døren sig selv for en. Nu kender jeg et lignende system fra IC3-togene, og ved derfor, at man godt kan presse fingrene ind mellem de to døre. Og yder man tilstrækkelig modstand går døren også op, selv om det fra tid til anden godt kan gøre nas i fingrene at få dørene op. Men hvorfor skal det partout være så besværligt?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.