|
|
Det store brydestævne i Paris
|
Mandag, 22.10.18
|
Søndag var der lagt op til det store brydestævne, for ikke alene havde jeg entreret med tre brydere, der ville komme forbi den dag, men Alain havde varslet at der nok ville komme to flere! I hvert fald startede vi med at få besøg af David aka French Novice om formiddagen. Så meget novice var han nu alligevel ikke, men kunne byde mig modstand nok til at give mig sved på panden! Jean havde fortalt mig, at i sammenligning med de fyre jeg havde brydet med indtil nu ville jeg få lettere modstandere fremover - men det gjaldt tilsyneladende ikke David, som sværhedsmæssigt lå et sted mellem Jean og Alain. Jeg kunne godt nok komme ovenpå ham fra tid til anden, men skulle arbejde hårdt for at forsøge at fastholde min position.
De fleste kom i løbet af eftermiddagen. Alain kørte til stationen for at hente to, og i mellemtiden kom Laurent aka lutte95 - og han var faktisk den eneste, der også præsenterede sig med profilnavn. De andre præsenterede sig med deres faktiske navne, men når man ikke kender disse er det svært at skabe en forbindelse til noget man ved i forvejen, så det var først hen mod slutningen at jeg fandt ud af hvem de andre var. Men Laurent vidste jeg hvem var, så det var sikkert derfor at jeg brydede mest med ham! Han var på min alder og havde haft tredjeflest modstandere blandt dem jeg skulle møde her, næst efter Alain og Jean. Heller ikke over for ham havde jeg de store chancer; jeg må vel gøre noget forkert, når jeg hver gang så hurtigt bliver lagt ned. Ganske vist har jeg ikke noget imod at kæmpe mod bedre brydere end mig selv, men det begynder nu at blive en smule trivielt det her. Det virkede næsten som om de forgudede Alain, for tilsyneladende er han god til at lære fra sig. Pludselig gik det op for mig, at han tilsyneladende var i gang med at give en lille lektion, men da jeg ikke er særlig god til fransk betød det, at hvis der var nogle guldkorn, så fløj de hen over hovedet på mig. Faktisk følte jeg mig efterhånden lidt udenfor når de andre diskuterede på fransk og jeg ikke engang vidste hvad de talte om. På et tidspunkt trak jeg ind i stuen, for jeg havde bemærket at der var nogen som var gået, og her fandt jeg en af de andre, som på forhand havde trukket sig da han havde forstrakt en nerve i ryggen - men alligevel var kommet, for han ville da ikke bare blive væk og egentlig gerne ville have brydet med mig selv om han næppe ville være nogen modstander for mig. Det viste sig at han var François eller Freestyler, og tilsyneladende havde nærlæst min profil. Han syntes jeg var en spændende fyr, at jeg alligevel brydede på trods af min blodprop. François kunne i øvrigt fortælle, at den anden fyr, som slet ikke ville bryde med mig (hvilken kujon!) var en fyr med profilnavnet militaire.
En lovende situation med French Novice.
|
|