Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. december 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En smule fremgang trods alt Mandag, 31.12.18

Det nedslående resultat ved min manglende træning i november fortsatte desværre i december måned, selv om der trods alt var en smule fremgang at spore. Efter jeg var stoppet i revisionsfirmaet var jeg vendt tilbage til parkeringspladsen i HKI, og dermed burde jeg kunne være i stand til at opretholde træningen på det lave niveau som jeg havde stillet mig tilfreds med da jeg sidste år også havde min gang på HKI. Omend jeg også har indstillet mig på, at jeg næppe når målsætningen fra min lykkelige tid som arbejdsløs, hvor jeg hver uge havde overskud til både at gennemføre min ugentlige løbetur, plus at der også var overskud til ugentlige besøg i fysioterapien og i motionscentret. Det gik jo helt i stå mens jeg var arbejdsramt, men her i forgangne måned, hvor jeg kun havde min gang på HKI, er det i det mindste lykkedes mig at gennemføre alle tre aktiviteter, tilmed med to ture i motionscentret. Det har så også betydet, at hvor jeg i november måned kun nåede at løbe 5 km har jeg her i december trods alt været i stand til at løbe 8 km. Hvilket dog ikke er noget at regne med i forhold til 2017, hvor jeg trods alt fik løbet 18 km. Den udendørs løbetur blev i denne måned forlagt til Dyrehaven, og derved havde jeg også denne gang over halvdelen af kilometrene udendørs og ikke på det kedsommelige løbebånd. Denne gang prøvede jeg noget nyt, idet jeg løb fra Skodsborg til Klampenborg. Hvilket dog på nuværende tidspunkt ikke var anbefalelsesværdigt, idet ruten fra Skodsborg var noget mere kuperet end jeg havde ventet - det var ikke bare Mølleådalen som stillede udfordringer op, så det var først da jeg nåede frem til Søndre Eremitagevej at ruten blev flad som jeg kendte den. Dog blev der ingen brydning i denne måned, men derfor var det godt, at jeg trods alt fik to ture i motionscentret - og der var en stigende tendens til at vægtene ikke længere føltes så tunge. Så lidt mere af samme slags og jeg skulle være klar til at få noget fornuftig brydning i 2019.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.