Efter at jeg i november var blevet sat til at sortere mapper og ringbind for de mange kunder i Rrevision og efterfølgende slæbe de ældste dokumenter ned i firmaets fjernlager i kælderen, til trods for at jeg forinden havde meddelt, at det var en opgave, som mine ben bestemt ikke ville bryde sig om, var jeg de følgende dage tvunget til at tilbringe det meste af dagen få sofaen for at restituere i håb om at mine ben kunne returnere til det lave aktivitetsniveau jeg havde haft forinden. Siden har jeg i stedet tilbragt arbejdstiden på HKI, og da jeg for første gang derefter var ude at løbe krævede det flere dages restitution inden jeg kunne blive udadvendt igen - men i det mindste fik jeg trods alt løbet igen, hvilket trods alt var ganske positivt. For 3½ uge siden var jeg så ude at løbe igen for at mærke efter om denne lange restitution efter arbejdet i Rrevision har virket efter hensigten, og jeg må sige, at det næsten var som at være tilbage i tiden før jeg blev arbejdsramt. Men også kun næsten. For jeg var ude og løbe i lørdags, således at jeg kunne have restitueringsfri om søndagen. Da jeg så skulle til HKI mandag hang jeg godt nok på vejen derud, ligesom jeg slæbte mere på benene end godt var. Men tirsdag var det helt i orden igen, så lige for tiden skal jeg lige overveje om ikke jeg skulle lægge to restitueringsdage ind efter en løbetur i modsætning til den ene jeg har taget tidligere. En anden eftervirkning af slæberiet i Rrevision har det nok også været, at jeg nu løber endnu langsommere end før. Jeg husker stadig hvordan jeg i 2014 arbejdede ihærdigt på at få tempoet ned under 10 min/km, og den glæde det var for mig når jeg kom under 9 min/km på bare et delafsnit. Men på de seneste to løbeture har det kun været ganske få delafsnit hvor jeg har været under 10 min/km; måske det blot er indvirkningen af det kolde vintervejr vi har for tiden - om end det slet ikke er så koldt endnu, ligesom der slet ikke er faldet sne endnu!