|
|
Min ESTA forlænget med yderligere et år
|
Søndag, 13.01.19
|
I december snakkede jeg med min kammerat fra Taastrup om udfordringen ved at besøge USA, og om det overhovedet ville være så spændende med den idiot et mindretal af amerikanere har valgt som deres præsident. Min kammerat fortalte også at han havde læst et sted, at gebyret for en ESTA-tilladelse, som man skal have for at måtte rejse til USA nu ikke længere var $14 men var sat op til $200 for at begrænse indvandringen! Som om uønskede indvandrere vile benytte sig af ESTA til at rejse ind i landet. Men samtidig ville en ESTA kun være gyldig til indrejse i to uger og ikke to år som tidligere. Min kammerat kunne dog ikke huske hvor han havde læst det, så jeg blev efterhånden rimelig overbevist om at det måtte være fake news. Donald Trump er jo kendt for at have et temmelig lemfældigt forhold til sandheden, så det kunne alene af den grund være falske nyheder, for hvorfor skulle Trump lave en sådan tåbelig beslutning? Men Trump er jo også kendt for at lave tåbelige beslutninger, så hvis jeg ønskede at vide det kunne jeg jo selv ansøge om en ESTA tilladelse for at se hvordan det virker i dag.
Jeg besluttede således at ansøge om tilladelsen i onsdags selv om den jeg har i forvejen først udløber til juli. Hvis jeg stadig kunne få en tilladelse for to år vil det så betyde at jeg må give afkald på de seks måneder jeg stadig havde tilbage på den eksisterende tilladelse. Men jeg forventede nu ikke at jeg skulle til USA mellem januar og juli 2021 - og skulle det være kunne jeg til den tid altid ansøge en gang til. Ansøgningen var den sædvanlige lange smøre, og da jeg var færdig med ansøgningen skulle jeg bekræfte den ved at indbetale $14 til USA. Hvilket var et godt tegn, for så var det blot rygter, at taksten nu var $200, og så kunne jeg blot vente på at min overførsel blev godkendt. Og det kunne jo tage tid, al den grund at dele af den amerikanske statsinstitution for tiden er lukket ned fordi Trump ikke kan få Kongressens accept til at bruge fem milliarder $ på hans hede ønske om en grænsemur til Mexico. Men ganske overraskende blev betalingen godkendt allerede dagen efter - og på min tilladelse står det at jeg har lov til indrejse i USA frem til den 31. marts 2020. Så jeg får altså ikke to års indrejsetilladelse som jeg tidligere fik i gamle dage, og må derfor være indstillet på at skulle ansøge om ESTA endnu en gang under Trumps regime hvis jeg skal til Delta igen i 2020. Men nu har jeg i det mindste tilladelsen for i år, hvilket jeg i givet fald skulle have alligevel.
U.S. Customs and Border Protection
|
|