Selv om vi for to uger siden har haft den årlige generalforsamling i andelsboligforeningen skulle vi alligevel have den traditionelle bestyrelsesmiddag for den afgående bestyrelse. Middagen blev denne gang afholdt på Restaurant Silo ude i Nordhavnens nybyggerkvarter, og da det var langt uden for offentlig transport tog det næsten en time at trave derud fra Nordhavn station inden jeg fandt den rigtige bygning. Helsinkigade fandt jeg aldrig, men heldigvis var restaurantens navn skrevet med tydelige bogstaver, så med en halv times forsinkelse kunne jeg sætte mig ved højbordet sammen med de seks andre.
Madmæssigt skulle de fem have Menu Vest på basis af kød, en skulle have vegetarisk, så jeg var den eneste der tog Menu Øst på basis af fisk. Naturligvis med vinmenu til, hvilket jeg var godt tilfreds med, for forrige gang jeg havde været til bestyrelsesmiddag havde mængden af vin været nær utilstrækkelig. Efter nogle små lakse-hapsere, som en af de andre supplerede med 30g Oscietra kaviar blev første ret serveret, for mig Helleflynder med glaskål, estragon & peberrodsfløde - og det var en positiv start, for de små fiskestykker var ganske faste og havde nærmest karakter af tun - og smagte naturligvis eventyrligt godt! Mindre positivt var vinvalget dog, for efter de andre blev trakteret med en australsk Chardonnet fra Victoria og mine tænder var begyndt at løbe i vand fik jeg i stedet en noget anonym italiensk hvidvin. Og umiddelbart skulle fortsætte med den til næste ret, som var Stegte kammuslinger med blomkål, brunet smør & ingefær, mens de andre blev præsenteret for en californisk Pinot Noir, som efter de andres udsagn var vildt god! Hvilket jeg gerne tror på. Men mine muslinger fejlede absolut heller intet; jeg har jo altid godt kunne lide kammuslinger, men har aldrig rigtigt formået at lave dem godt selv. Hovedretten var Torsk med hjertesalat, jomfruhummer vinaigrette & dild hollandaise, som for så vidt var fin nok, omend vi her trådte et trin ned ad skalaen efter de to første lækre retter. Til gengæld var vinen mere i min smag, en Riesling fra Pfalz. Men måske hovedretter ikke er Siloens styrke, for jeg hørte fra de andre, at deres Oksebavette heller ikke var noget at råbe hurra for. I hvert fald var vi nu klar til desserten, som for alles vedkommende var en Citrontærte med karamel og brombærgranité og et glas dejlig sød dessertvin - og så var vi også blevet mætte. Men ikke mere end at vi kunne slutte af med kaffe til slut, eller den cocktail vi ikke havde haft tid til at nyde inden vi startede.
         
Restaurant Silo